Hvorfor lyver vi så meget herinde?

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Jeg trorikke at folk lyver. Men har en anden opfattelse og var måske langt bedre forberedt på de kommende måneder som nybagt mor. Eller måske er de bedre til at tilpasse sig. 

Jeg synes det at være spædbarns mor var det nemmeste i verden. Hos os var det et ren glansbillede, det er værre nu med en trodsig 3 årig. 

Hvor er det altså fantastisk at læse.. at jeg ikke er alene om at syntes at det at være mor kan være en udfordring.

Du hat netop beskrevet de tanker som jeg selv har haft - og kan have det endnu.

Og nej, det betyder ikke at jeg/vi elsker vores børn mindre.

Dr. House skriver:

Jeg trorikke at folk lyver. Men har en anden opfattelse og var måske langt bedre forberedt på de kommende måneder som nybagt mor. Eller måske er de bedre til at tilpasse sig. 

Jeg synes det at være spædbarns mor var det nemmeste i verden. Hos os var det et ren glansbillede, det er værre nu med en trodsig 3 årig. 

Det samme her, synes det var så nemt at vænne sig til rollen som mor, men NU hvor det er en 3-årig, trodsig, stædig knægt man har med at gøre - Ja så synes jeg det trækker tænder ud

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Tror nu ikke folk lyver, men måske alt det gode opvejer det dårlige?

Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg synes det har været hårdt at blive mor. Også selvom jeg synes jeg var forberedt på alle tænkelige måder.
For selvom man ved man kan få et barn med kolik, eller et der bare ikke vil sove, så er det altså bare skide hårdt når man står i det.

Selv har jeg aldrig lagt skjul på, at selvom jeg ønsker fire børn, så skal jeg kun have to, hvis nr to sover lige så dårligt som nr et

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Jeg ser det bestemt ikke som en løgn? Ja gu er det hårdt at være forælder, og at blive det 1. Gang.. Men personligt så opvejer det positive altså bare det negative.. I nat havde vi en elendig nat, Bella vågende kl 3, og sov først ved 6 tiden igen. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind! Måtte sætte mig ud og drikke en kop te ved 4 tiden pga kvalme som kommer når jeg er vågen for længe og ikke får spist  (Graviditet) .. Men ærligt? Det er lykkeligt glemt nu! Vores datter er 2 år, og nej hvor har vi hygget siden vi vågnede.. Og nu skal vi snart afsted til påskefrokost (når mor har taget sig sammen til at rejse sig og tage et bad, for mor er MEGET træt efter i nat) ... 

Sidder jeg og får lyst til at lave en "Update" eller fortælle om min skønne datter, så er det vel somregel efter en dejlig dag hvor jeg slutter med overskud og et smil på læben, ergo bliver opdateringen jo derefter.. At jeg så næste dag står med en stædig pige der ikke vil hører efter og virkelig sætter mig på prøve.. Jamen det gør da ikke min Update fra igår til en løgn? Jeg elsker at være mor, også med alle tand udtrækningerne der følger med 

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Jeg har en datter på 3 år, elsker at være mor for hende, og at være sammen med hende! hun er en værre vildbasse som elsker at prøve grænser af, men elsker de udfordringer hun giver mig. Ville aldrig ønske mig at alt var som det gamle hun havde kolik som lille, græd 24/7, det som jeg syns var hårdt, at have et kolik barn, var at jeg tvivlede på om det var mig der gjorder noget forkert, ang hendes behov. Heldigvis fandt vi ud af, at det var hendes nakke som var skæv. Nu venter jeg mit andet barn, som kan komme når som helst, glæder mig så meget, det er mine børn som holder mig på en lyserød sky  

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Jeg skriver fra iPhone, så det bliver måske lidt kort formuleret.

For det første: Ja, du var naiv, hvis du troede at det var nemt og lyserødt at blive mor.

For det andet: Personligt er jeg ikke fan af de der update-tråde hvor folk fortæller om hvor skønt alting er. Men jeg springer dem bare over. Men de er jo kun en lille del af forummet herinde. De samme folk der laver de tråde, laver jo også tråde om kolik, forstoppelse, manglende søvn, trodsalder osv. Hvis du har kunnet overse de tråde (som der vitterligt er mange af), så har du enten en meget selektiv måde at netsurfe på, eller også er du blind (undskyld den tykke sarkasme ;-)

PS: Det bliver nemmere (og sjovere!) jo større baby/barnet bliver :-)

Dr. House skriver:

Jeg trorikke at folk lyver. Men har en anden opfattelse og var måske langt bedre forberedt på de kommende måneder som nybagt mor. Eller måske er de bedre til at tilpasse sig. 

Jeg synes det at være spædbarns mor var det nemmeste i verden. Hos os var det et ren glansbillede, det er værre nu med en trodsig 3 årig. 

Det er muligt, du har ret. Jeg indrømmer, at jeg på ingen måde anede hvad jeg gik ind til, da jeg ikke kendte nogen med små børn, før jeg selv fik en. Faktisk var min kæreste langt bedre forberedt.

Alligevel tror jeg, at det er de færreste, der virkelig synes at det hele bare er nemt og dejligt - i min mødregruppe har alle ihvertfald haft deres udfordinger.

Men det kan jo være, jeg vil tænke tilbage på denne tid med glæde, når trolden kommer i trodsalderen. Gys 

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Tjah.. Livet som mor med min den første VAR virkelig en dans på røde roser. Jeg fik et utrolig nemt barn. Han græd nærmest aldrig, han sov igennem fra dag 1, og han var rigtig god til at sove i løbet af dagen. 

Jeg siger ikke det er hårdt, for det er altid hårdt som første gangs forældre, at vænne sig til sin nye rolle.

 

Når det så er sagt, så var nr 2 et helvede..
Godt nok sov han rigtig godt. Han sov fra klokken 23-7 uden opvågninger, og han sov godt i løbet af dagen.. Men fra klokken 17-23 der SKREG han, kun afbrudt af amninger.. 
Han havde ikke problemer med maven, han var bare utrolig ked af det. 

Det skal så siges at der kun er 18 mdr mellem mine drenge, min kæreste kørte hjemmefra klokken 7 om morgenen, og var hjemme klokken 17. Så det første laaaange stykke tid var jeg godt brugt.