Jeg synes, en lille diskret tatovering kan være fin og sød, men personligt synes jeg også, det kan tage overhånd, så tatoveringen kommer med kvinden og ikke omvendt.
Jeg bryder mig ikke om tatoveringer med "negative" motiver som kranier, våben eller lignende - hvis det afspejler ens livssyn, synes jeg egentlig, det er lidt trist, og det er vel det, en tatovering skal? - markere en vigtig livsbegivenhed og/eller, hvem man er?
Nogle af mine gamle elever - tre søstre - mistede deres far som teenagere, og nu overgår de hinanden i mindetatoos om deres far. Den ene har hans portræt på det meste af ryggen - der tænker jeg, at jeg til fulde forstår, sorgen fylder næsten alt lige nu, men at der om nogle år kommer helt andre og lykkeligere "motiver" i deres liv, og at det til den tid kan virke forkert på dem, at "pladsen" er optaget.
Hvis jeg var 25, ville jeg godt kunne finde på at få lavet en, men nu tænker jeg, at jeg har levet fint uden i 42 år, og at det ville være lidt desperat at begynde nu 
Anmeld