At nedprioritere sig selv.

Jeg har ofte undret mig og synes, det er tankevækkende, at man slet ikke kan få det til at passe ind.

Fx har jeg 2 veninder der læser. De har begge mindre børn og deres mænd arbejder meget. (Faktisk undrende hvor lig deres situation er). Men de er begge sååå hængt op, at der nærmest er tale om mindre stress. De skal self lave mange lektier, hente børn, huslige ting osv. Og jeg ved, det er hårdt!!

Men det jeg kan undre mig over er, at de ikke investere i sig selv. Prioritere "Jeg-tiden", så de rent faktisk lader batterierne op og sparer sammen til presset og udfordringerne. De står tidligt op og sent hjem, børn og lektier, og er total færdige kl 20.

Ville sådan ønske, jeg kunne dele min opsparet energi med dem, så de kunne mærke, hvor vigtigt det er, at investere sådan i sig selv. Bare en frisk gåtur alene, når ungerne er kommet i seng, kunne være guld værd.

Er faktisk bekymret for at de begge ender med dybe nedture og andre problemer i familierne.

Måske er det også kun nemt for mig at se pga jeg har store børn og derved har høstet mig overskuddet lige dér... Da jeg havde små børn, havde jeg heller ikke overskud til noget, men jeg havde heller ikke viden om det.

Når man nedprioritere sig selv, er det så fordi man ikke gider andet ell ikke kan overskue det? Hvis man ikke kan overskue at have "Jeg-tid", er det så fordi man ikke ved bedre ell ??

Jeg kan virkelig godt fortå dem og det er hårdt, men har svært ved at forstå, at de ikke prioritere mere energi i stedet for at sove kl 20.

Der er bare ikke overskud til det punktum. Har selv været der. Man er så dybt spundet ind i det at man ikke kan overskue andet end bare at kæmpe for at holde ved, så det hele ikke går fra hinanden. Der skal overblik OG overskud, til at prioritere som det du nævner.

Kloster skriver:

Jeg har ofte undret mig og synes, det er tankevækkende, at man slet ikke kan få det til at passe ind.

Fx har jeg 2 veninder der læser. De har begge mindre børn og deres mænd arbejder meget. (Faktisk undrende hvor lig deres situation er). Men de er begge sååå hængt op, at der nærmest er tale om mindre stress. De skal self lave mange lektier, hente børn, huslige ting osv. Og jeg ved, det er hårdt!!

Men det jeg kan undre mig over er, at de ikke investere i sig selv. Prioritere "Jeg-tiden", så de rent faktisk lader batterierne op og sparer sammen til presset og udfordringerne. De står tidligt op og sent hjem, børn og lektier, og er total færdige kl 20.

Ville sådan ønske, jeg kunne dele min opsparet energi med dem, så de kunne mærke, hvor vigtigt det er, at investere sådan i sig selv. Bare en frisk gåtur alene, når ungerne er kommet i seng, kunne være guld værd.

Er faktisk bekymret for at de begge ender med dybe nedture og andre problemer i familierne.

Måske er det også kun nemt for mig at se pga jeg har store børn og derved har høstet mig overskuddet lige dér... Da jeg havde små børn, havde jeg heller ikke overskud til noget, men jeg havde heller ikke viden om det.

Når man nedprioritere sig selv, er det så fordi man ikke gider andet ell ikke kan overskue det? Hvis man ikke kan overskue at have "Jeg-tid", er det så fordi man ikke ved bedre ell ??

Jeg kan virkelig godt fortå dem og det er hårdt, men har svært ved at forstå, at de ikke prioritere mere energi i stedet for at sove kl 20.

jeg tror du har ret i at det er enormt vigtigt at huske sig selv jeg tror det handler om at planlægge tiden rigtigt

Den luksus har jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg er alene med min datter på tre år og har ikke noget særligt stort netværk at trække på, så jeg er nødt til at prioritere hvad jeg kan bede om hjælp til...og det blir hjælp i det daglige af min far til at hente Runa et par gange om ugen fordi jeg har sent fri.
Runa sover ikke en hel nat uden at vågne og vågner mellem 5 og 5.30 hver dag så der er fuld knald på altid

Ville gerne have tid og overskud til både motion og en kæreste, men ja det sker ikke foreløbigt
Et par gange om året blir hun passet af min fantastiske veninde i en weekend og der laver jeg ikke en skid udover at slappe af og nyde stilheden

Det kunne godt lyde som mig

Min mand plejer at sige, at jeg kan da bare gå tidligt i seng eller snuppe en tur i svømmehallen om aftenen eller en gåtur. Men sandheden er, at det jeg mest har lyst til at gøre er at flade ud. Jeg har slet ikke lyst til at gå i seng, fordi endelig er der ro og jeg kan sidde for mig selv i fred i nogle timer. Jeg gider ikke køre nogle steder eller gå en tur, fordi jeg nyder bare, når freden sænker sig. Jeg kan ligefrem hygge mig med vasketøjet foran fjernsynet

Det ville næsten stresse mig endnu mere, hvis jeg skulle til at planlægge mig-tid udover mit i forvejen busy skema. Jeg tager de øjeblikke der kommer og nyder weekender, hvor alle går rundt i pyjamas indtil det begynder at blive pinligt

Hvis deres liv er som mit pt., så tror jeg, det er fordi de ikke kan overskue det. Jeg er endda på barsel, men når klokken er 20.00 og begge børn er puttet, går jeg omkuld på sofaen. Vi prioriterer benhårdt at komme i seng kl. 22.00 og skulle jeg træne kl. 20.00, så er der ikke meget slappe af-tale sammen tid. Jeg VED godt at det betaler sig at komme afsted og motionere, det gjorde jeg rigtig meget før jeg fik børn og glæder mig også til den dag, hvor jeg VED at jeg ikke har en urolig nat i vente (og dermed sikkert også har mere overskud) og kan komme afsted.

Men jeg ved godt hvad du mener! Tror, uden at fornærme nogen, at du måske lidt er "kommet ud på den anden side" og måske lidt har glemt, hvordan tiden er med små børn?

Jeg er enig, tror også det er vigtigt at prioritere sig selv og "mig-tid", og jeg tænker også selv meget over det. Men jeg personligt har ikke behov for at komme ud for at koble af. Selvom jeg er helt smadret når min datter er kommet i seng der kl 20, så kan jeg sagtens bruge de par timet derefter til at koble af og bare gøre det jeg har lyst til, fx lægge neglelak mens jeg ser tv, læse en bog, surfe på nettet osv

Men overskuddet kommer jo netop først når børnene bliver større. Jeg er enig i at mig tid er vigtigt, men jeg er først nu nået dertil, og mine piger er 3 og 4 1/2.

Frem til nu har det nok mere bare været overlevelse. Jeg har iøvrigt også fuldtidsarbejde og en mand der er selvstændig og arbejder 60-70 timer de fleste uger, så jeg er alene med børn, 240 kvm hus og haven.

Lige nu er jeg på barsel og har 'helle' - men med fuldtidsarbejde i 3 holdsskift, vasketøj, rengøring, madlavning, hente - bringe, madpakker og en kæreste, der bruger mange lange timer på sit studie, ja så kan jeg godt sætte mig ind i det! Og tænker, at sådan må det bare være i nogle år....

Her ville jeg da også bare ELSKE mig-tid, hvor jeg lige kunne tage til frisøren, gå en tur, eller andet, men med fuldtids arbejde, og en kæreste der arbejder MEGET, så er der simpelthen ikke tid og mulighed for det.
Vores dreng på et år bliver af og til passet, men som regl kun fordi vi skal noget.

Til sommer skal jeg til at studere, og det pludselig at skulle finde tid til lektier.... Ja ved ik hvornår jeg skal gøre det...

Vores hjem er altid rodet, vasketøj bliver kun vasket i weekenderne osv.

Den tid jeg har nu om aftenen når drengen er puttet, bliver brugt på at koble af inden jeg skal sove.
Jeg har bare accepteret at hjemmet roder, at man nogle dage må finde det rene tøj i vasketøjskurven, fordi jeg ikke har magtet at lægge det sammen.

Sådan er vores liv som mor-far-barn bare lige nu. Men jeg elsker det