Eksperthjælp: Moderfølelsen venter på sig...

"Moderfølelsen venter på sig..."

Hej Charlotte

Jeg fødte for godt 14 dage siden en dejlig lille baby, men den der fuldstændig overvældende moderfølelse, synes jeg lader vente på sig! Jeg synes alle snakker om den der helt utrolige tilknytning og moderfølelse der bare bruser op med det samme, og den synes jeg bare ikke rigtig har indfundet sig... Føler mig helt forkert og slet ikke som en god mor eller den mor, jeg gerne vil være

Jeg synes uden tvivl, at baby er sød og dejlig og det gør ondt indeni, når baby en sjælden gang er ulykkelig, men jeg føler mig ikke så knyttet, som jeg troede, jeg ville være!

Vi havde en lidt dum start, med en voldsom bristning og mig som sengeliggende og derved følte, at jeg ikke var tilstede de første dage af babys liv, fordi jeg bare kunne ligge der, og selvfølgelig amme, men ikke pusle, sidde med baby og i det hele taget bare være der...

Jeg synes det er så forfærdelig svært at skrive det her, for det dejlige lille væsen fortjener kun det bedste og fortjener en mor, der ikke føler sig forkert! Burde jeg ikke være fuldstændig overvældet af alle mulige følelser for baby?

Jeg er bange for ikke at være god nok og bange for ikke at slå til. Hvordan kommer jeg lige ud af denne dumme spiral? For der er jo ikke noget jeg hellere vil end at have alle de følelser, som man burde have på dette tidspunkt.

Jeg håber sådan du kan hjælpe mig!

Mange hilsner

Den fortvivlede

Charlottes svar

Kære Fortvivlede
Først tillykke med dit barn. Jeg har mødt masser af kvinder der ikke lige med det samme oplevede en overvældende moderfølelse, som nogle beskriver. For nogle er den der lige fra starten, for andre kommer den med tiden. Og det betyder IKKE at man ikke elsker sit barn, følelse er bare forskellige og kommer på kommando. Tag du det helt roligt, nyd dit barn, vær sammen med det, kæl og syng for det, vug det og bær det ved dig bryst, am det og kig det i øjnene, ja i det hele taget vær sammen med din baby så meget som du kan. Og se så om du ikke langsomt vil opleve at du får mere og mere moderfølelse overfor det. Brug ikke din energi på om du er god nok, det er du. Og tal så med din sundhedsplejerske om det næste gang hun kommer,, hun kan jo sidde sammen med dig og dit barn, iagttage jer og komme med gode brugbare råd, så undlad ikke at tale med hende.
Mange varme hilsner og held og lykke, Charlotte, www.grumme.dk


En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.

Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk

Kære fortvivlede.

Jeg vil bare lige tilføje at jeg havde det på samme måde som dig. Jeg startede også med en voldsom bristning, var sengeliggende de første uger og kunne først bevæge mig ordentligt rundt efter lidt over en måned. Det var forfærdeligt, og angsten for at noget skulle gå galt med syningen overskyggede glæden ved min dejlige søn. Hver gang han var ked af det og skulle trøstes, var det far der tog over, da jeg jo ikke kunne bære eller stå op i længere tid.

Men bare rolig - det kommer! I takt med at bekymringerne om det "dernede" aftager, bliver der plads til kærligheden og glæden ved den lille ny.

Du skal ikke skamme dig eller være bange for dine følelser. De er helt naturlige og jeg har snakket med mange andre kvinder der havde det på samme måde som jeg - med eller uden bristning.

Vil bare lige sige at du ikke er alene... Jeg var også bange for om jeg ikke ville få følelser for Silas, på 2.

Jeg har med begge mine børn ikke oplevet at være i en kæmpe lykkerus ligeså snart jeg så dem, men til gengæld har min kærlighed til dem bare vokset og vokset for hver dag der er gået... Det bliver også nemmere at elske dem jo større de bliver, når man sådan kan mærke lidt personlighed på dem osv.

Ingen tvivl om at jeg knuselsker mine børn, men hey, i starten er de jo som sådan bare en klump baby, der skider, gylper, græder og ikke rigtig deltager i noget, men nu hvor Rune er tre mdr. så begynder hans personlighed at skinne igennem og NU kan jeg tydeligt mærke at jeg knytter mig mere og mere til ham

 

Op med humøret, det skal nok komme 

Jeg vil også gerne lige fortælle at det nok er mere normalt end man tror. (der bliver bare ikke rigtig talt så meget om det)
Jeg fødte ved AK og var der slet ikke de første 2 dage for min datter, grundet infektion hos mig og blodtab.
Min mand var derfor "moderen".
I 5 måneder følte jeg intet bånd til min datter, ikke fordi jeg ikke selv ville, men fordi jeg følte at hun havde lavet det bånd til sin far.
Jeg havde det dårligt og følte mig som verdens dårligste mor og overvejede at gå fra det hele, da ingen af dem så ud til at behøve mig.
Jeg havde mareridt om natten om at min datter ville vokse op og hade mig, og slå mig når jeg nærmede mig.

Idag er hun 2.5 år og jeg kan sige: "hold da op hvor var jeg bare fjollet!!!".
Siden hun var 1 år har hun været mors pige, og det er kun mor der må vaske hår på hende, og det er mor der trøster hende.

Det hele kommer til at gå godt. Det kan bare godt tage tid.