Lisbeths tur til Uganda

Bemærk desuden, at Lisbeth eftersøger babyer til at afprøve den slynge-teknik de bruger i Uganda. Det kan du læse mere om sidst i artiklen.

Den 15/11 2012 rejste jeg til Uganda for at besøge min datter. Hun laver feltarbejde, hvilket er grundlaget for hendes speciale i Antropologi.

Forud havde jeg fået diverse vaccinationer samt startet malaria forebyggelse.

Mine børn havde desuden sagt, jeg ikke skulle tage børn med hjem, da jeg må have nok i 9 børnebørn.

Ugandas hovedstad

De første dage var vi i Kampala, som er hovedstaden i Uganda.

Det er en kæmpe by. Der bor ligeså mange mennesker i Kampala som i hele Danmark. Jeg var kontant i fare for at blive ramt af biler og hurtigkørende scootere. Jeg lærte dog hurtigt at navigere sikkert rundt i byen.

Der blev kigget på os med nysgerrighed, men jeg oplevede venlighed og hjælpsomhed i forbindelse med opholdet.

Hovedsproget er desuden engelsk, så trods den lidt svære accent var det muligt for mig at blive forstået og udtrykke mig.

Børnehjemmet

Jeg besøgte et schweizisk finansieret børnehjem, hvor lederen var dansk, så vi fik en god snak. Den dag vi besøgte dem var der en sportsturnering med børn og unge fra lokalområdet, så det var vi så heldige at opleve.

I børnebyen bor 93 børn, i alderen 2-18 år. De er alle forældreløse; enten er forældrene døde, eller de er blevet afleveret på et hospital og forældrene er forsvundet. Det hænder også at der kommer lidt større børn, som ikke passes forsvarligt af forældrene.

Børnene får lægecheck og vaccinationer og i hvert hus er en mor, som har ansvaret for 20 børn. Hun har fri hver anden weekend så hun kan besøge sine egne børn.

Husene var rene og velindrettede, med en hyggelig stue og et rent og velordnet køkken. Børnene sov to i hver seng, og der var legetøj og tøj i skabene. Der var desuden bad og toilettet var et flisebelagt hul med en platform til fødderne.

Der spises morgenmad og aftensmad i huset. Om dagen går alle børn i skole i byen og de kommer hjem til middagsmaden, som indtages i en stor sal, hvor alle mødes.

Det var en stor oplevelse at se dette sted. Jeg så glade og almindelige børn, der pjattede og var nysgerrige efter at se, hvad vi var for nogle.

En af drengene i favnen på mig - det var måske lige lovlig kærligt, når han ikke kendte mig, men alligevel nød jeg at give ham et kæmpeknus.

Der var flere danske frivillige på stedet, som var kommet tilbage igen, så det må siges at være en god anbefaling.

Gulu

Turen til Gulu foregik i en tætpakket postbus, hvor der var mange mødre med børn - store som små. Turen tog ca. 5 timer og det føltes som 7.

Der var en smuk tur, hvor vi kørte over Nilen. Uganda er et frodigt land og der var meget grønt. Nu kom jeg dog også sidst på regntiden.

I bussen var der varmt, musik, larm og snak. Jeg undrede mig over, at der ikke børn der græd og børn der brokkede sig.

Jeg nævnte det for min datter, som fortalte at sådan var det. Børnene græd meget sjældent, men de sad jo også trygt på ryggen af deres mor dagen igennem.

I Gulu, som er en lille by uden gadebelysning, trivedes jeg fint. Jeg var en del alene, og brugte tiden til at gå på markedet, købe mad, bare være, og snuse stemningen til mig. Jeg fandt en god syerske, som jeg bad om at sy nederdele og skjorter til alle mine børnebørn.

Folk var nysgerrige og jeg blev behandlet utrolig respektfuldt af alle. Min alder spillede vist ind her og mit grå hår kan jeg ikke løbe fra.

De små børn var lidt reserverede i starten. Men da jeg kom dagen efter, var de lidt mere modige.

Slynger

I Gulu gjorde jeg nogle observationer omkring måden de bærer deres børn på i Uganda.

De nyfødte børn bliver båret; svøbt i et tæppe.

Når de er en måned bliver de båret på ryggen. Teknikken er, at moderen bøjer sig, lægger barnet på ryggen og barnet bliver liggende. Der svøbes så et klæde rundt om. Først den nederste del, dvs. halen, bindes foran lige over taljen. Dernæst bindes den øverste del omkring brystet.

De helt små har hovedet inde i klædet - de lidt større børn har hovedet frit.

Jeg tror det giver børnene stor tryghed at blive båret på ryggen af deres mor. De vugges, og det giver en god søvn. Når de er vågne, kan de høre at der snakkes og se sig nysgerrigt omkring.

Moderen har armene fri, så hun kan bære ting på hovedet, kan arbejde, vaske og alt det som hun har travlt med. Der snakkes og grines med de andre mødre. Børn ammes; når som helst og hvor som helst og de svinges frem og frem med maden. Ingen hæver et øjenbryn og det hele er så naturligt og afslappet.

Jeg så en mor stå bøjet over en opgave hvor barnet sov uforstyrret på ryggen. Trygt og sikkert i sit klæde.

Uganda og Danmark kan ikke sammenlignes, men alligevel tror jeg metoden med fordel kan bruges hos os.

Herhjemme er der så mange spæde børn med uro og søvnproblemer og forældre der er udmattede. At blive båret på ryggen, mens mor og eller far har sine gøremål, tror jeg giver tryghed og harmoni.

Der behøver ikke være underholdning konstant. Det at være så tæt på mor eller far giver barnet så meget af det der er allervigtigste, nemlig nærvær, omsorg og kærlighed som smelter igennem ryggen fra mor/far til barnet.

Uganda generelt

I Gula så jeg en del børn uden sko, og de var snottede men glade og velnærede. De er desuden ikke ret gamle førend de får lavet små fletninger i deres krøllede hår, og som herhjemme bliver de små pyntet.

Desværre dør rigtig mange børn i Uganda, da de fleste ikke har råd til vaccinationer og malariamedicin. Børnedødeligheden er stor for børn under 5 år, og gennemsnitslevealderen er kun ca. 50 år.

Jeg synes det er tankevækkende og trods de tilsyneladende glade mennesker jeg mødte, er det sorgfuldt, at der stadig er sådan en forskel på menneskers muligheder i denne verden.

Jeg fik selvfølgelig lyst til at blive i Gulu, og hjælpe der, hvor det var svært, og være til rådighed med min faglighed og erfaring fra mit virke. Men hjemmefronten trækker dog mere, med mand, børn, svigerbørn, 9 børnebørn og nr. 10 på vej.

Jeg er taknemmelig for jeg bor i Danmark, hvor jeg kan blive behandlet når jeg er syg, mine børn kan studere og mine børnebørn kan komme i skole. Mange ting kan blive bedre her også, men jeg sætter nu rigtig stor pris på vores lille land.

I de små landsbyer

Jeg var med på besøg i nogle landsbyer, hvor folk boede i hytter. Der blev taget vel imod mig, og vi kommunikerede på engelsk. De små børn blev bange for mig, en hvid, så de løb i tryg havn hos mor.

Jeg fik et veltilberedt måltid mad; ris med bønner og lidt gedekød. Vi spiste med fingrene efter vore hænder var blevet vasket, og jeg sad i en stol, mens de andre sad på tæpper.

I mange familier er der voksne der er forsvundet under krigen, så ofte er det bedsteforældre som tager sig af mange børn.

En dreng på 14 måneder, var blevet forladt af sin mor, så bedstemor var omsorgsperson. Han levede af mælk og sukker, for han ville ikke have andet. Sundhedsplejersken kom op i mig og vi fik en snak om kost. Jeg støttede bedstemoderen i, at det var hende som skulle bestemme hvad drengen spiste, så slikkepinden blev fjernet fra ham under store protester. Og så endte det ellers med, at drengen sad og guffede ris og bønner i sig, mens bedstemor og jeg blinkede til hinanden.

Efter maden fik jeg mulighed for at få drengen på ryggen, så jeg kunne lære hvordan klædet skulle bindes. De lidt større børn læner sig selv op ad ryggen og holder fast om halsen. Det gør det lidt nemmere.

Desværre måtte jeg ikke blive fotograferet, så det kan jeg ikke vise jer.

Men det er en god måde at transportere børn rundt på. Selv de 2-3 årige kan bæres på denne måde. De sidder trygt og godt med benene på hver side, og armene rundt om. Jeg synes det fungerer rigtig godt, og det var på ingen måder hårdt ved ryggen.

Tidligt renlig

Når børnene er 6 år, er de store nok til at kunne bære deres små søskende.

At blive båret er en tryghed og en trøst. De små børn der kan gå, tuller selv rundt og opdager verden. Græder barnet, går der straks en hen og sætter sig på hug, og den lille gør klar til at blive båret på ryggen.

De har heller ikke ble på men, der står en potte til formålet. Renlighed er tidligt - omkring 1.5 til 2 år. Jeg tror de gør som jeg gjorde med mine, da de var små. Holdt øje med signalerne, og fik sat dem på potten, og af og til gik det godt.

Det har været inspirerende

Det har været en stor oplevelse at være i Uganda. Både at besøge og opleve min datter i felten, samt at opleve lokalbefolkningen og modtage deres venlighed.

Jeg er meget inspireret og har stor lyst til at afprøve metoden med at blive båret på ryggen. Desværre har jeg ikke lige i øjeblikket baby-børnebørn. Jeg har derfor brug for nogen, der har lyst at være med i en afprøvning af metoden og gerne i Roskilde, Københanvnsområdet.

Evt. en mødregruppe hvor jeg kan komme.

Hvis det har interesse, kan jeg kontaktes på lisbeth_jess@hotmail.com.