Fra dr.dkHvert år bliver 25.000 børn skilsmissebørn. Det er mange. Rigtig mange. Og for en tredjedel af dem sker der ydermere det, at forældrene slet ikke kan samarbejde endsige tale sammen efterfølgende. Det er en alvorlig livskrise for de børn, som slet ikke tages alvorligt nok, siger en ekspert.
En skilsmisse er en livskrise for et barn. Men i høj grad også for de voksne, understreger psykolog og leder af Center for Familieudvikling, Annette Due Madsen:
- Denne store livsovergang bliver ikke taget alvorligt nok. Man bliver nødt til at hjælpe og inspirere forældrene meget mere, da de ofte også selv er opslugt af deres egne udfordringer og svære følelser, og det kan let gå ud over børnene.
- For når de voksne er triste, så tager barnet ansvar, og siger fx at det helst vil holde jul hos far, fordi han måske er mest ked af det. Så de voksnes konflikter og egne problemer smitter af.
Derfor er skilsmisse en krise
En skilsmisse er en alvorlig krise og en alvorlig livsovergang. Både for børn og voksne. Men hvorfor er det egentlig det?
- Vi mennesker knytter os til hinanden. Vi har gennem alle tider knyttet os. Vi vil gerne dele glæder og sorger med hinanden, vi dannes som mennesker gennem tilknytning. Vi lever så at sige af det. Så når de vigtige tilknytninger udfordres, så går det dybt i vores personlighed. Så ved en skilsmisse, siger vi farvel til en vigtig livsfortælling og skal danne en ny.
Og for børnene er det ofte et stort og krævende arbejde at komme igennem den livsovergang.
- Man pålægger dem et stort ekstra arbejde, fordi de ofte skal tilpasse sig hele tiden. Det kræver kræfter, og når man bruger mange kræfter på det og på mange andre spørgsmål, som vi ved fylder i børns sind, så kan man både blive meget træt, og koncentrationen kan også ofte blive udfordret. Nogle skal skifte skole, andre skal skifte kammerater hver anden uge, eller der er forskellige regler i de forskellige hjem. Mængden af de kompetencer, vi forventer af dem, øges ofte massivt, forklarer Annette Due Madsen.
- Det er en stor opgave at gå en vej, man ikke har gået ad før. Når man er i krise, sker der mange ting, hvor man ikke kan gå kendte veje. Og det kræver kræfter, mod og hjælp. Vi forlanger derfor ofte rigtig meget af de børn.
Klik her for at læse resten »