1: Involvér den store
Hovedreglen for at undgå søskendejalousi er, at man involverer de store på deres udviklingstrin, og på en sådan måde, at de kan sige til og fra, som det passer dem, i aktiviteterne med den lille ny.
Når man fx ammer den lille, så spørg den store, om hun/han ikke har lyst til at læse en bog sammen med dig. Man kan have en hånd rundt om den store, og så kan I snakke om bogen og billederne. Stil spørgsmål, så det mest er den store, der snakker, peger, osv.
Den store kan - hvis han/hun har lyst - sagtens være med til at skifte den lille, hente vand og klude og hjælpe med at give ble på. Men har hun/han ikke lyst, så er det hendes/hans valg, og det skal man respektere.
Det vigtige er, at give den store opgaver, se hende/ham og ros hende/ham for det, hun/han kan. Det vil motivere hende/ham, og hun/han vil vokse af det. På den måde vil I få nogle hyggelige stunder sammen.
2: Giv positiv opmærksomhed
Skæld ud og irettesættelser kan hurtigt blive en opslidende del af dagligdagen, og det får hverken dit barn eller du særlig meget godt ud af.
Fokusér istedet på at give det store barn positiv opmærksomhed. Forsøg at være opmærksom på storebror/storesøster hele tiden i forhold til alt det gode, han/hun gør.
Ros hende/ham, kommentér langt mere af det, hun/han gør, som du er tilfreds med - og ikke alt det, som hun/han gør galt.
3: Lav 100% storebror/storesøstertid
Prøv også at give den store noget tid, hvor han/hun har din opmærksomhed 100%. Det kan for eksempel være, når den lille sover, eller når farmand kommer hjem og kan tage over med den lille.