Af være bange for sit Papbarn

Anonym skriver:

Jeg har prøvet at min bonussøn på 14 snart 15 sagde "hold din kæft" til mig. Jeg har ikke en særligt opdragende rolle overfor ham - da hans far og jeg har aftalt, at det er bedst at hans far tager sig af det. Så jeg respekterer jeg min kærestes ønske om, ikke at jeg ikke skal "blande mig for meget". Det kan være svært, da jeg af og til synes at drengen ikke er særlig godt opdraget - og det kommer til at gå ud over ham selv i fremtiden.

Vi havde holdt drengens nonfirmation og drengen "glemte" at takke gæsterne for gaverne. Han sad faktisk direkte og sagde ved maden, at den her fest er = ny skærm og taststur. Han takkede ikke, han holdt ikke tale, han viste ikke nogen form for gæstfrihed eller taknemmelighed - kun grådighed. Vi tog en lille snak med ham dagen efter, hvor både hans far og jeg påpegede at det er vigtigt at huske at takke, når man får noget. Jeg følte mig berettiget til at deltage i samtalen, da jeg også havde lagt en masse kræfter og ressourcer i festen og desuden havde vi invitereret min mor og nogle af mine venner (med drengens gode vilje). Men det gik op for mig, at han ville kun se dem, for at få penge ud af det - ikke fordi han ønskede at have samvær med dem - og det lagde han på ingen måde skjul på.

Drengen blev gal og følte sig presset over at vi påtalte hans manglende "pli" - jeg sagde, at det ikke var noget vi sagde, for at være efter ham eller skade ham, men for at hjælpe ham, da han risikerer at støde folk fra sig i fremtiden, hvis han virker utaknemmelig.

Bonussønnen svar var "hold din kæft!" til mig. Der blev jeg rasende Jeg sagde klart fra og sagde at sådan skal han ikke tale til mig, det vil jeg simpelthen ikke finde mig i. Jeg taler til ham med respekt, så forventer jeg at han gør det samme. Om aftenen ringede drengen hjem til sin mor, og ville trøstes - hvilket han blev. Efter det ville han ikke komme herover igen (han har dog været her nogle gange, men holder nu fast i, at han ikke vil overnatte her - blandt andet med det argument, at han har det svært med mig) Det er umådelig trist at han ikke har lyst til at være her - jeg nægter at lade mig skræmme eller true, heller ikke af hans fravær, for jeg vil ikke finde mig i at en 14 snart 15 årig dreng taler sådan til mig!

Dog tænker jeg nu endnu mere over, at jeg skal fraholde mig den opdragene rolle - selvom det er mega svært, for han er jo et barn, der opholder sig i mit hjem.

Men er han direkte grov overfor mig, så siger jeg klart fra! Og det vil jeg også gøre i fremtiden!

Havde det været min bonusdatter så havde jeg heller ikke accepteret den tone.. Vi kalder ikke hinanden noget med en dårlig betydning og man taler ikke grimt til hinanden! 

Herhjemme er jeg dog med til at opdrage på min bonusdatter da min kæreste er enig med at jeg også skal have den rolle når hun er hos os.. Og så fordi hun ikke er så gammel så hun kan nok nemmere vænne sig til at jeg også bestemmer.

Men sådan som du står nu så synes jeg simpelthen at din bonussøn lyder snot forkælet og en som er blevet pylret lidt for meget om og som har fået sin vilje tit hvor han måske ikke skulle have haft det. 

Synes helt klart ikke du har gjort noget galt ved at slå fast at du ikke finder dig i sådan en opførsel det havde jeg heller ikke gjort. Og så må faren lige tage en snak med sønnike og forklare ham hvordan tingene hænger sammen for at du skal finde dig i at blive talt grimt til og så er grunden til hvorfor han har sagt det sådan set fuldstændig ligegyldig for man taler pænt og ordentligt til hinanden! 

Er nok selv meget striks med hensyn til det fordi jeg selv har en lille bror med et meget grimt sprog så tillader ikke andre skal tale sådan til mig  

Chel1992 skriver:

Havde det været min bonusdatter så havde jeg heller ikke accepteret den tone.. Vi kalder ikke hinanden noget med en dårlig betydning og man taler ikke grimt til hinanden! 

Herhjemme er jeg dog med til at opdrage på min bonusdatter da min kæreste er enig med at jeg også skal have den rolle når hun er hos os.. Og så fordi hun ikke er så gammel så hun kan nok nemmere vænne sig til at jeg også bestemmer.

Men sådan som du står nu så synes jeg simpelthen at din bonussøn lyder snot forkælet og en som er blevet pylret lidt for meget om og som har fået sin vilje tit hvor han måske ikke skulle have haft det. 

Synes helt klart ikke du har gjort noget galt ved at slå fast at du ikke finder dig i sådan en opførsel det havde jeg heller ikke gjort. Og så må faren lige tage en snak med sønnike og forklare ham hvordan tingene hænger sammen for at du skal finde dig i at blive talt grimt til og så er grunden til hvorfor han har sagt det sådan set fuldstændig ligegyldig for man taler pænt og ordentligt til hinanden! 

Er nok selv meget striks med hensyn til det fordi jeg selv har en lille bror med et meget grimt sprog så tillader ikke andre skal tale sådan til mig  

 

I starten var jeg også meget mere opdragende, da børnene var meget yngre 7 og 10, og boede hos os mindst halvdelen af tiden.

Jeg er den første kæreste deres far har haft efter skilsmissen, og jeg har ikke tidligere haft bonusbørn, så ingen af os havde erfaring med det.

Nu er de hos deres mor langs størstedelen af tiden og min kæreste er bange for at de skal trække sig endnu mere væk fra ham/os. Derfor er han meget påpasselig med hvordan de oplever samværet her. Især drengen synes ikke, at jeg skal have noget at skulle have sagt, da jeg ikke er hans mor.

Vi har i lang tid holdt fast i, at jeg er medbestemmende, da jeg er voksen i mit eget hjem og har et medansvar for børnene. Men vi har nu aftalt, at det er deres far, der primært opdrager dem: Fx siger, nu skal I i seng, børste tænder, dække bord osv. Det deltog jeg altid i tidligere.

Det fungerer faktisk ret godt at lade deres far om det. Børnene er jo kun i mit liv via ham - og jeg har ikke krav på at opdrage dem. Men jeg siger min mening, hvis jeg bliver spurgt og jeg siger til og fra, når det gælder mine egne grænser.

Den helt store problematik liggerefter min mening hos de store børns mor. Hun formår ikke at sætte sunde grænser og tror at det at lytte til børnene næsten altid er = føje dem. Det har intet barn godt af! Herovre får de klare rammer og bliver ikke stillet til ansvar for de voksnes velbefindende, medmindre de ikke opfører sig ordenligt. Det skræmmer dem tror jeg - af to overordnede grunde

1) VI siger fra og tilbyder fast rammer.

2) VI inddrager ikke børnene i vores egne frustrationer, hvilket deres mor gør.

SÅ jeg tror, de føler sig utrygge, når de er her, fordi de ikke kan holde øje med /passe på deres mor, som de synes det er synd for, da hun både fremstiller sig selv og børnene som ofre. Vi prøver at styrke børnene til at tro på sig selv, men det er de ikke vant til. De er vant til melidenhed og trøst og at det er alle andres "skyld" - i stedet for at lære at tage ansvar for egen opførsel. IKKE godt.

Jeg ved i hvert fald hvordan jeg ikke vil gribe det an, når det barn vi venter os forhåbentlig kommer til verden.