Skæg med ord

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.411 visninger
0 svar
0 synes godt om
20. juli 2012

Baby.dk



CD ude 13. august 2012

Verdens bedste Hr. Skæg fra DR tager skridtet fra bogstaver til ord.

Skæg med ord

For to år siden fik tusinder af børn (og deres forældre) over hele landet for alvor lyst til at lege sig dybt ind i bogstavernes fantastiske verden med Hr. Skægs ”Skæg med bogstaver”. Nu tager Hr. Skæg skridtet videre med ”Skæg med ord”. 17 fabelagtige sange fra den kommende DR-serie til børn i de første klasser (og dem, der ville ønske, de snart skulle starte).

 

Alfabetet er for så vidt ligetil. ABC og så videre. Med ”Skæg med Bogstaver” gjorde Hr. Skæg det til en leg. Det samme gjaldt talrækken. ”Skæg med Tal” satte dén på plads. Nu øges udfordringen en smule, for ord er ikke sådan at bide skeer med. Der er ingen konventionel ord-række, ingen helt faste formler i sproget, men heldigvis er missionen klar: med begejstring, charme, respekt og altid i børnehøjde bliver dét, der er svært, til en leg. Hr. Skæg har skægget fuldt af overraskelser.

 

Den uforglemmelige første skoledag bliver taget under kærlig behandling som en hyldest til det at lære. Der er allerede flere skoler, hvor sangen vil blive sunget netop første skoledag. Derfra går turen fra både vokaler og konsonanter, STORE og små bogstaver over begreber, endelser og talemåder til såvel urimelige som rimelige rim. Sidstnævnte med den ualmindeligt rammende ekko-linie:

 

Jeg spørger mig selv, hvad der gør verden stor (ord ord ord ord ).

 

Der er endda plads til en sang om bandeord, som på ærlig vis tager hånd om realiteten, så børn og ikke mindst deres forældre kan forholde sig til de piv-frække ord i gråzonen som eksempelvis sgu, for pokker og pisserøv. Ord, der er lette at huske og svære at glemme, og som børn 120% sikkert alligevel bliver præsenteret for i fritten og i skolen. 

 

Med Hr. Skægs sange om ord får børnene mulighed for at træde ind i sprogets univers uden at snuble over krav og forventninger. Her er indlæringen forvandlet til leg. At sangene udkommer til skolestart, giver børn og voksne mulighed for at stavningen bliver leget og sunget ind, så skolestarten bliver en mindre hård nyser.

 

De 17 sange på Skæg med Ord er skrevet, komponeret og sunget af Mikkel Lomborg (Hr. Skæg) og C.T.S. Reunert, der har haft en magisk tid i studiet sammen med Søren Runge (producer for bl.a. Thomas Helmig og kapelmester i TV2's Voice).

 

Hr. Skægs sange om ord udkommer samtidig med, at DRs programrække ”Skæg med ord” sendes på TV, og de udgives på Crunchy Frog Soundtracks i samarbejde med DR. ”Skæg med bogstaver” var et af de mest sete danske børneprogrammer på DR i 2010, og nu er der lagt i ovnen til endnu mere lærerigt og skægt Hr. Skæg-skæg.

Og... på den fornemste plads, får Hr. Skæg de sidste ord:

 

Hej alle kloge børn!

 

Her kommer snart nogle nye sange om ord. Engang da jeg lavede Skæg Med Bogstaver, opdagede jeg, at alle bogstaver har en lyd, og jeg fandt ud af, at hvis man sætter dem sammen, så kan bogstaver blive til et rigtigt ord. Derfor fik jeg lyst til at undersøge, hvordan man kan sætte bogstaver sammen til alle mulige ord, og pludselig var jeg i gang med noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet, nemlig at lave Skæg Med Ord! Der er SÅ mange ord, at man næsten ikke kan tælle dem. Smukke ord, grimme ord, skægge ord, mystiske ord, lette ord og svære ord. Men hvis du først har lært bogstavernes lyde, er det ikke så svært, og hvis du lytter til sangene, bliver det måske både lettere og sjovere at lege med ord. Jeg håber, at I kan lide sangene, som udkommer midt i august. Der starter TV-programmerne også. Lige når I skal starte i skole! Håber at I får verdens bedste dag. Hver dag!

 

Kærlig kærlig kærlig hilsen fra Hr. Skæg

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.