"Jeg har PTSD og......."
Jeg har PTSD, men jeg har ikke mistet et barn. Håber du alligevel kan behandle mit spørgsmål.
Jeg er 30 år, og er i ved at uddanne mig til lærer.
For, snart, tre år siden blev jeg overfaldet på en rejse. Et overfald hvor jeg blev omringet af mænd med knuste flasker og køller. Kort tid efter blev jeg overfaldet af en elev på den efterskole, hvor jeg dengang var ansat. Efterfølgende forsatte eleven med psykisk terror, indtil han til sidst bliver bortvist. Jeg bliver gravid, men vold på stedet er mere eller mindre hverdagskost, og jeg bliver sygemeldt fem mdr. før termin, pga bla. spark og trusler mod mit barn. Derhjemme begynder min mand at blive voldelig. Både fysisk og psykisk, meget voldelig, og jeg er handlingslammet. Vores datter kommer til verden, volden fortsætter, og jeg bliver sendt til en psykolog på sygehuset, der regner volden ud, og finder behandling til min mand. Nu, snart to år efter, er volden slut, og vi har det godt. Min mand er også i behandling for et langt potmisbrug, og har i præcis syv mdr. ikke røget. I misbrugscenteret finder en psykolog ud af, at han har ADHD, og han får en hel masse hjælp. Jeg får også hjælp. Jeg har været ved forskellige psykologer, men går nu hos en meget dygtig traumepsykolog, og har det bedre end jeg har haft det i mange år. Men jeg er stadig søvnløs, og sover kun ved hjælp af sovemedicin. Årene med vold og overfald har stadig store konsekvenser for mig, og mit følelsesliv er langt fra normalt. Vores datter er en lykkelig pige, der stor trives, og udvikler sig, som hun skal. Vuggestuen fortæller ofte om, hvor glad en pige hun er, tryg og tillidsfuld. Men i mit baghovede tænker jeg altid på, om hun er blevet mere påvirket, end man umiddelbart kan se. Jeg har forsøgt at læse mig til "faresignaler", symptomer og påvirkelse hos børn, men er ikke kommet det nærmere. Jeg ved, at børn hvis forældre har traumer, bliver påvirket, jeg kan ikke mærke det på min datter, men jeg er bekymret for, om jeg bare er blind for det.... Jeg er bekymret for, om hun reagerer på et senere tidspunkt, hvis jeg ikke hjælper hende nu. Her er masser af omsorg, nærhed, kærlighed og opmærksomhed. Vi leger, danser, synger, og griner. Her er faste rutiner og struktur, og hun virker rolig og veltilpas i dette.
Men kan det passe hun har det så godt, med forældre med traumer og tidligere store problemer i parforholdet?
Er der noget jeg kan gøre for, at opdage eventuelle signaler på påvirkelse?
Er der noget, jeg kan gøre ekstra for, at sikre hun ikke reagere på det, vi har udsat hende for?
Hvis hun en dag reagerer, hvordan tackler jeg det så bedst?
Håber på, at høre fra dig.
Venligst
Charlottes svar
Kære Du
Tak for din mail. Det er da en ganske dramatisk historie du fortæller. Alvorlige trusler og overfald og vold har du oplevet, det er da rigtig dejligt for dig at det går den rigtige vej og at du selv har det bedre og bedre. Du skriver om jeres datter, at hun trivedes og udvikler sig helt som hun skal. Det er dejligt, det skal du nyde og glæde dig over. Jeg tror at alt hvad børn oplever i deres liv sætter sig i deres hukommelse på en eller anden måde. Men det er slet ikke det samme som at det nødvendigvis behøver at give problemer for barnet. Det oplevede lagres men det er ikke det samme som at det bliver besværligt eller vanskeligt for barnet senere i livet. Et barn der, som jeres, dagligt mærker kærlighed og varme, som trivedes i vuggestuen, som er omgivet af søde kærlige mennesker, det får jo OGSÅ den erfaring med i rygsækken. Så i stedet for at du med lys og lygte ledere efter faresignaler, så kig du med tilfredse øjne på dit dejlige barn og glæd dig over hende, fremfor at lede efter ”fejl”.
Du spørger om hvordan du bedst kan takle det, hvis hun en dag reagere. Jamen det kommer vel helt an på hvordan hun reagere, og hvor gammel hun er. Jeg synes slet ikke du skal lægge planer for hvordan du vil takle situationer der måske (måske aldrig) kommer, men tage dig af det hvis eller når det sker.
Tag du dig af dig selv så du kan få sovet bedre om natten og selv få det bedre. Godt at du stadig er i behandling. Børn trivedes bedst i familier hvor de kan mærke at de voksne tar’ sig af deres forhold og deres relation. Så sæt du dit fokus på dig og din partner, så I to har den bedste relation, så har dit barn det godt.
Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du naturligvis altid velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover, mange varme hilsner Charlotte,
www.grumme.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
