"Til bonus mor"
Hej Alice.
Jeg skriver til dig med et stort problem.
Jeg har den dejigeste "datter" min kærestes som vi har haft hveranden weekend og ferier siden hun var 2 år.
Jeg elsker hende himmelhøjt og har altid haft et meget tæt forhold til hende. Hun er som min egen. Hun ER min egen. Og hun kalder mig sin ynglingsmor.
For 3 år siden fik hendes mor en kæreste, de flyttede hurtigt sammen og hun har nu en lillesøster på knap to år. Her fik hun et lillebror for 1 år siden. Han var for tidlig født og har krævet lidt ekstra. Selvom jeg har gjort alt for at være der for min "datter" har jeg alligevel måtte bruge "halvdelen" og nogen gange mere af min tid på hendes lillebror. Men hun har aldrig mangle omsorg da hendes far også har taget sig af hende.
Hun har haft perioder hvor hun ikke ville hjem til os, og også mange hvor hun har grædt og strittet imod når hun skulle hjem til sin mor.
Hendes liv har to vidt forskellige sider, her et der regler og grænser som er ens hvergang. Men hun har altid reagere meget voldsomt på et nej. Hun siger at hos hendes mor er det hende der bestemmer og ikke de voksne. Men hun er blevet dygtigere til at forstå når de voksne siger nej.
I de første 2 år af hendes liv har hun "boet" hos sin mormor, i aflastningsfamile og hos hendes mor.
Så hun har haft mange omvæltninger og måske haft svært ved at vide hvor grænserne går.
Nå, men problemet er at hun ikke længere vil være på weekend hos os. Hun græder kaster op og isolere sig på sit værelse. Hun har svært ved at give udtryk for hvad der er galt, så vi gætter og spørger ind til det. Ofte siger hun det er ondt i maven, men tror hun savner sin mor. Hendes mor har psykiske problemer, sover meget og har ikke altid så meget overskud.
Men tænker om vi gør noget forkert, kan det lade sig gøre at et barn på den alder ikke kan lide sin far og bonusmor og helt enkel bare ikke vil være hos os? Eller kan der være andet galt. Hendes mor siger at hun har ikke problemer med at sove hos andre, mormor, venner osv. Men her bliver hun syg og ked hvergang. Hvad skal vi dog gøre.? vi har prøvet at hun kun er her en dag eller slet ikke kommer for en periode,men hun bliver ked af det og dårlig og vil hjem til sin mor.
Da hun var her denne gang, var det første hun startede med da hun kom ind af døren at græde. Hun hun havde mange grådture i løbet af dagen og om natten. Og om morgenen kastede hun op. Vi ringede efter hendes mor fordi vi synes det var synd, men hun ville ikke komme og sendte i stedet for datteren over til bonus farmor og bonus farfar.
Aner ikke hvad vi skal gøre. Vil ikke miste eller give slip på vores puige men på den anden side skal hun jo heller ikke være her hvis det gør hende ulykelig.
Hilsen den fortvivlede mor
Alices svar
Undskyld det sene svar, dit indlæg har jeg tænkt meget over.
Først må jeg sige at dit bonus barns tidlig barndom har været stærkt præget af omvældninger, boet hos mor, hos mormor, hos plejefam. og weekend barn hos jer. Det er en meget ulykkelig og utryg livsproces.
Jeg tror at hun hos jer havde fundet tryghed og ensretning og dette er pist væk nu. I har fået et barn der kræver ekstra og hun oplever at igen som før i sit liv at komme i anden række.
I må endelig ikke opgive hende men forsætte med at gøre som før i fik sønnen.
Her kommer I så til at arbejde på at ændre hendes utryghed til tryghed.
Det gør I ved at starte som i gjorde før
Hvem tog imod hende før når hun kom hos jer? (det indføre I igen)
Hvem puttede før? (det indføre I igen)
Hvem bade hende før? ( det indføre I igen)
Og så vidre, gennem tænk de store linier der betyder noget for Barnet.
I må på skift tage Hende og den anden tager sig så af lille bror.
På et tidspunkt kan I lade hende være store søster og lade hende hjælpe med at passe "hendes lillebror" husk at kalde ham det.
Så i med ord og handling viser at I er familie og holder sammen.
Barnets gråd og konflikter skal ikke ses som manglende grænser, uopdragenhed men som sorg og forvirring. og behandles som sådan.
Tag hendes gråd og sig, jeg kan se at du er ked af det kom og lad mig trøste dig. Hendes alder gør at hun ikke kan sætte ord på følelserne, men bare lade følelserne komme til udtryk.
Nu stiller jeg så et spørgsmål til jer som I må tænke lidt over;
Hvorfor bor hun ikke fast hos jer? med samkvem med mor og mormor?
Ville dette ikke give hende en tryg barndom?
Jeg ønsker jer og denne lille ulykkelige pige alt godt fremover
Alice Søderberg
I er velkommen til at kontakte mig via
www.pædagogiskforældrerådgivning.dk for evt konsulttation.
Se Alice Søderberg webside om pædagogisk forældre rådgivning og vejledning:
Pædagogiskforældrerådgivning.dk