Eksperthjælp: Smelt dit barns negative adfærd bort, ved at fylde hendes behov

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.443 visninger
0 svar
0 synes godt om
20. maj 2012

Eva Andrea Ditlefsen

"Smelt dit barns negative adfærd bort, ved at fylde hendes behov"

Hej.

jeg har virkelig brug for din hjælp med hensyn til mit barn A.  Det starter langt tilbage. A var en nysgerrig, kvik, glad og hoppe på alt og alle der kom hjem til os, også uden for vores hjem. Hun blev storesøster som 1 ½ årig, og hun har ALTID elsket baby/dukker og var så sød og kærlig og hun var med til mange ting og alt gik godt. Da lillesøster S var 3 uger blev mig og hende indlagt på sygehuset i 11 dage med RS-virus og hun var meget syg. A kom derned 2 gange på besøg og det var uliglig hårdt at være væk fra hende. Det kunne mærkes, da vi kom hjem igen...vi måtte ikke gå nogle steder og hun var meget utryg. 6-7 uger efter blev hun sig selv igen

Men 3 mdr efter blev hun så vildt bange for mænd (tænkte det var nok en periode) men hun har siden da pakket sig mere og mere ind, nu er hun meget genert og hun skal lige være hos en  den første ½ -1 time inden hun bevæger sig ud.

 I vs (en integreret lille sted) hvor hun kender alle 8 voksne på stedet, vil hun tit ikke ting, og er meget forsigtig inden hun kaster sig ud i noget. men er omsorgfuld og en glad kærlig pige når hun er tryg. Pædagoerne siger hun er en drillepind og meget fræk, men holder sig strakt tilbage hvis der er noget nyt. hun er rigtig god med de andre børn, har flot sprog og en motorisk med både fin og grov.

Men herhjemme er hun en hel anden. Da lillesøster som 6 mdr begyndte at kravle begyndte  A, at ligge på hende eller stå på hende og vi måtte ikke vende ryggen til dem..det er blevet værre og værre Nu er S 1 år og 3 mdr. Nu slår, sparker, skubber, river i ansigtet osv A, S utrolig mange gange om dagen...bare hun går forbi hende blevet hun pludselig skubbet ind i væggen. S er meget hængene og pyldret og vi tror det er fordi hun ikke kan være i fred for A og hun er utryg. Vi har de sidste 4-5 mdr sendt hende på stolen hver gang, men S griner bare helt vildt, og siger det sjovt, det sjovt. Vil være ærlig og sige at jeg engang imellem bliver utrolig sur på A og råber lidt for højt af hende og tager ved hendes arm fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg ved godt det gør det hele værre og prøver virkelig at beherske mig...men efter 10 gange og hun bare synes det hele er sjovt koger jeg desværre over, og engang imellem bliver A ked af det så, men slet ikke hver gang Men jeg bliver tilgengæld meget ked og græder tit over hun er blevet sådan en pige, tror der ligger lidt jalouxi...men krammer og kysser begge mine børn, og jo den store får mere skæld ud, men kun begrundt at hun ikke er sød ved søster. Vil sige hun elsker også sin søster, og hun får også kram og kys hver dag af A, og hun skal altid fortælle hende nogle skære ting.

Hvad kan jeg gøre? jeg er bange for jeg ødelægger min store pige for elsker hende utrolig højt, og hun skal vide at både mor og far elsker dem lige højt, men det er ikke iorden at være ond. Hun er den sidste 14 dage begyndt at være sådan over for mig også

Håber virkelig du kan hjælpe, eller komme med nogle forslag.

på forhånd tak. Hilsen børnenes mor



Evas svar

Kære mor,

Tak for dit brev, hvor jeg fornemmer din frustation og fortvivlelse – men også en stor kærlighed til dine børn og ærlighed omkring dig selv. Derfor er jeg også sikker på at du vil finde en vej ud af den negative spiral, som både dræner dig og især din store datter lige nu.

Det lyder helt klart som om at din store datter stadig lider under nogen adskillelsesangst, som jo er en naturlig del af alle børns udvikling og sandsynligvis er blevet forstærket af oplevelsen af, at du var indlagt. Det betyder at hun har et særligt behov for at føle sig tryg og bekræftet i at hun er elsket.

Når du beskriver hendes adfærd overfor sin lillesøster, der tydeligvis er udtryk for følelse af jalousi, bunder det netop i hendes behov for at føle sig elsket. Dit barn er ikke hverken beregnende eller ondt, men bare et barn, der har et særligt behov for at blive bekræftet i at hun har værdi og er elsket.

Dette behov bliver opfyldt hver gang hun oplever at få din opmærksomhed når hun udviser negativ adfærd overfor lillesøster. Selvom det er i form af skæld ud, og time-outs, så får hun i hvert fald din fulde opmærksomhed og oplever oven i købet, at hun berører dig følelsesmæssigt. Så oplever hun at har betydning for dig. Og derfor ”virker” denne adfærd for hende og din reaktion er med til at fastholde denne negative måde at få hendes behov for bekræftelse opfyldt på.

Der er flere ting du kan arbejde med at ændre, for at fylde din datters behov på en mere positiv måde, der er mere harmonisk for jer alle sammen.

1) Din opfattelse af dit barns adfærd.
Du skriver at du er ked af at ”hun er blevet sådan en pige” og bruger ordet ond. Når du forstår at dit barns negative adfærd ikke ER dit barn, men dit barns måde at sige: ”hej mor, SE mig, Elsk mig!” Så kan du bedre rumme og vise dit barn den forståelse det har behov for.

2.) Fyld på.
Hav fokus på at fylde hendes behov for at blive set og elsket. Det kan du gøre ved at skabe tid til at være alene med hende og vise hende din kærlighed og opmærksomhed. Alle børn har sit kærlighedssprog, dvs. en måde som de selv viser kærlighed på og som ofte vil være den måde der får dem selv til at føle sig allermest elskede på. Det kan være ved kærlige ord, kærtegn, gaver, tjenester eller bare ved at lave noget sammen.
Det kunne lyde som om din datter viser kærlighed til sin søster med kærtegn og ord – så det kan give dig et fingerpeg om, at det i hvert fald er noget af hendes kærlighedssprog. Du kan give hende ekstra mange knus, og huske at fortælle hende hver dag at du elsker hende. Du kan prøve at give hende lidt massage, eller ”tegne” på hendes ryg eller andre lege med berøring.

Og husk: Elsk dit barn for den hun er, ikke for det hun gør.

3.) Vær opmærksom på dine ord.
Når du ændrer din opfattelse af din datter, kan du være opmærksom på ikke at sætte etiketter på hende. Hvis du for eksempel siger: ”hvor er du slem” osv. så kan barnet komme til at tage det ind i sin selvfortællling, så det præger dets selvopfattelse.

4. Vær nærværende
Når din datter gør noget uacceptabelt overfor lillesøster, skal du øve dig i at være rolig og stå fast. Husk dig selv på, hvad din datter egentlig forsøger at sige til dig, så er det lettere. Og flyt hende roligt væk fra lillesøster, uden at skælde ud. Hun ved udmærket at det ikke er i orden. Bliv ved med bare helt roligt at tage hende væk, og hold lidt om hende i stedet. I starten kan det være det ”trigger” den gamle adfærd – men det vil hurtigt smelte væk, hvis du bliver ved og ikke lader dine egne følelser løbe af med dig. Husk at trække vejret dybt, og hellere give dig selv en lille timeout, hvis du mærker at du er ved at blive vred.
Håber du finder hjælp i dette – jeg ønsker dig og dine piger al mulig harmoni og trivsel.
Kærlig hilsen
Eva



Eva er forfatter til DrømmemorEffekten, som Jesper Juul har skrevet forord til (oktober 2011). Hun holder inspirerende foredrag og workshops for forældre, og har udviklet online programmet Family Enrichment for alle typer forældre.

Se www.drømmemoreffekten.dk/enrichment

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.