"mistede tre børn"
For et år siden var jeg gravid for tredje gang. Jeg var 38 og havde været sammen med min mand i 13 år. Det var virkelig drømmen om vores familie, der skulle gå i opfyldelse.
Jeg følte mig som mor i samme øjeblik testen viste sig positiv. Dumt ja, men det gjorde jeg. Alle tre graviditeter gik til grunde. Den første fik jeg hjælp til at få ud, da fosteret lå dødt indeni – altså ikke kom ud af sig selv.
Tredje gang kom som et chok. Så mange mennesker havde i mange år sagt, at jeg skulle tænke over min ”høje” alder, og de problemer det kunne vise sig at give. Jeg troede bare fuldt og fast på at drømmen om børn ville foregå uden komplikationer. Kommer fra en børneflok på 6, hvor to af dem er født af vores mor, da hun var hhv. 41 og 42. Troede nok at det lå i generne.
Jeg plejer at kunne tale med min mor og veninder om meget. Her kunne jeg ikke. Jeg havde brug for at min man ville trøste, lytte og kramme. Dette var vores anliggende – ikke min mors eller veninders. Han kunne ikke stå mig bi følelsesmæssigt. Jeg så problemer eller var negativ. Mit hjem blev stedet hvor jeg skulle lade som om, selv om jeg indvendig var ved at gå til grunde. Det turde jeg ikke risikere en gang til ved at blive gravid igen. Var bange for at min verden skulle bryde sammen, og hvor var jeg/vi så. Min mand og jeg talte ikke det store i 6 måneder. Jeg kunne desværre ikke tale med ham om løst og fast. Det var meningsløst at tale om ”alt det andet”.
En dag beder han om skilsmisse. papirerne er klare til at underskrive. Han gør det, fordi han tror at jeg har været sammen med en anden. Det havde jeg bestemt ikke. Han ville ikke lytte – sådan følte jeg det i hvert fald. Han fik sin skilsmisse.
Jeg ved godt at jeg kunne have gjort mit andel anderledes. Og hvor ville jeg ønske, atjeg havde bedt om hjælp - eller gjort et eller andet anderledes. Jeg kan bare ikke gøre det om igen. Det føles bare umådelig hårdt at undvære min mand og den familie der skulle være vores. Jeg drømmer om et liv med ham og vores familie.
Jeg har fornylg talt med min mand om situationen med graviditeterne. Han mener, at hele ansvaret er placeret hos mig. At jeg reagerede forkert og for voldsomt. Ja det vil jeg gerne anerkende, men det gør samtidig virkelig ondt. Det gør ondt at se undvære ham. Det gør ondt at tænke på vores familiedrømme, der bristede. Det gør ondt, at han på ingen måde kan anerkende min bekymring, sorg eller min reaktion ifm. graviditeterne. Vi havde - efter min bedste overbevisning - begge to mulighed for at reagere anderledes.
Jeg følger virkelig at jeg ikke kan mere. Hvordan finder jeg styrken til dagen og vejen? Eller måske mest af alt, hvordan lærer jeg at acceptere mit liv uden min elskede mand og den familie vi skulle have haft?
Xzenia
Charlottes svar
Kære Xzenia
Det gør mig meget ondt for dig, at du har oplevet tre gange at miste et barn, også selvom det var tidligt i graviditeten, for som du jo selv skriver, du følte dig som mor da du opdagede at du var gravid. Når man oplev er at ens graviditet går til grunde, så er det meget sørgeligt, uanset om det sker indenfor de første få måneder eller senere i graviditeten, at miste et barn, er at miste et barn. Det er meget trist for dig. Det gør mig også ondt for dig at læse om at jeres forhold derefter gik helt i vasken. Det er en meget stor belastning for et par at miste et barn og det kan være svært at komme videre. Synd at din mand lægger ansvaret over på dine skuldre og siger du har ansvaret, for sådan kan man ikke tale om det. Man kan ikke sige om nogen at de reagere forkert eller for voldsomt, man reagere som man gør, det kan ikke diskuteres. Det er også synd for jer at I to ikke kunne tale sammen, at du ikke kunne fortælle din mand hvad du havde brug for, og at han ikke kunne det samme. Det lyder som om I hver for sig har muret jer inde og ikke talt sammen. Måske er det ikke for sent for jer. Jeg ville anbefale at I sammen fandt en terapeut og tale med, ikke fordi målet som sådan absolut skulle være, at I fandt sammen igen, det kan være det sker, det kan også være det ikke sker, men fordi I begge har brug for at få talt om oplevelserne sammen, for at kunne komme videre. Jeg vil anbefale jer at finde en terapeut og få nogle samtaler der. Du kan skrive til mig igennem min hjemmeside,
www.grumme.dk så kan jeg hjælpe jer med at finde en i jeres lokalområde, hvis du har brug for hjælp.
Du er ikke for gammel til at kunne få børn, 38 er langt far en høj alder, så de råd dine veninder har givet dig, holder ikke. Måske skulle du bestille en tid på det hospital som du har været tilknyttet og få en samtale med overlægen og høre om der kan gives nogle begrundelser for de mislykkede graviditeter. Nogen gange er der årsager man kan påpege, andre gange er der bare ingen ting man kan fremhæve som grunde til at det gik som det gik.
Det vigtigste for dig lige nu, er at få en ordentlig kontakt med din mand, som du jo åbenbart stadig elsker, og så se hvad der kommer ud af det.
Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du hjertens velkommen til at skrive igen, mange varme hilsner Charlotte,
www.grumme.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
