mor:) skriver:
jeg tænkte lidt mere over billedet. Du vil jeg ikke være et får, der bliver styret af andre. Du vil ikke blot være en medløber.
Men hvis du spreder konspirtationsteorier, så er det ikke noget du selv er kommet frem til. Du spreder et budskab andre har stykket sammen.
Er du så ikke et får, der bliver styret af andre(konspirations"teoretiker") alligevel?
Interessant drejning
Og jeg har faktisk selv tænkt over den, men jeg kom frem til, at det ikke er alt, hvad "de andre" konspirationsteoretikere mener, som jeg er enig i. Så nej, jeg følger ikke bare "strømmen" blindt og tror på hvad som helst. Så jeg er indtil videre kommet frem til den konklusion, at jeg ikke bare er endnu en medløber. Jeg tror, at man må kigge på "konspirationsteoretikere" og fastslå, at ja, vi er i samme "gruppe". Men gruppens hensigt er ikke ikke-at være et får, men nærmere at søge sandheder, der ikke bliver udstillet i almindelige medier. Altså netop dét at sætte spørgsmålstegn ved de ting, der sker. Mange mennesker stoler blindt på det, de hører i medierne, men sætter spørgsmålstegn ved teorierne, hvor konspirationsteoretikere sætter spørgsmålstegn ved det, de ser i medierne og søger svarene i nogle andre medier. At når nogen så kommer med så sindssygt gode argumenter, som man bare slet ikke kan modargumentere imod - ofte noget, der taler til logikken eller fornuften blandet med faktuelle oplysninger.. Når man så selv vurderer sandfærdigheden af dét udfra den baggrundsviden man selv har, og er enig - er man så en medløber? Måske? Jeg ved det ikke.. Men hvis det, du hentyder til er det billede, så er konspirationsfåret jo også et får :-) hehe.
Men egentlig tror jeg, det er startet år tilbage, hvor jeg prøvede at finde ud, hvem jeg var og hvorfor jeg følte mig anderledes. Alle andre syntes at leve det "perfekte" liv, hvor alt var godt. Altså det var altid overfladen, man så, og folk var gode til at skjule de indre ting. Det har kostet mig rigtig meget frustration, fordi jeg følte, at jeg var mærkelig, fordi jeg ikke selv havde dette "perfekte" liv, men tvært imod også godt kunne føle og vise frustration og sorg. Jeg forsøgte at finde en gruppe at tilhøre - for at føle mig normal - så jeg sprang frem og tilbage fra den ene gruppe til den næste, bare for at finde ud af, at disse folk altså heller ikke var helt, hvad de umiddelbart så ud til at være. Så jeg tror, at jeg ud fra det har lært at erkende, at det yderste lag sjældent er, hvad det giver sig ud for at være. Med tiden lærte jeg at hvile i mig selv og mit eget selskab, og hele processen har givet mig blod på tanden for at lære mere - både om mig selv, det globale og universet. Så blev det også personligt! Jeg håber, at det gav bare lidt mening, og at det ikke er helt ude af kontekst i forhold til dit spørgsmål 