'Nøglehullet på spisesteder' lanceres nu til kantiner, restauranter, catering, hoteller, kursussteder. Ernæringsmærket Nøglehullet sidder i dag på godt 1200 fødevarer fra detailhandlen, og nu skal mærket også gøre det nemmere for danskerne at træffe et sundere valg, når de spiser i kantinen på jobbet, på restauranten eller på farten. Til foråret lanceres Nøglehullet også på opskrifter.
Snart bliver det nemmere for danskerne at vælge sundere måltider, når de går i kantinen på jobbet, skal på restaurant eller har brug for at købe mad på farten. Med ’Nøglehullet på spisesteder’ forventer fødevareminister Mette Gjerskov, at de første kantiner og restauranter kan sætte nøglehulsmærkede retter på menukortet i løbet af foråret.
”Hjemme ved komfuret kan man selv bestemme, hvor meget fedt, salt og sukker, man vil putte i dagens ret. Men det skønnes, at danskerne spiser omkring én million måltider udenfor hjemmet hver dag, og her kan det være sværere at gennemskue, hvad der er det sundere valg. Med ’Nøglehullet på spisesteder’ gør vi det nemmere, samtidig med, at restauranter og kantiner får mulighed for at markere sig med sundere alternativer, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Det er frivilligt for spisestederne at benytte ’Nøglehullet på spisesteder’, men detailhandlen har hurtigt taget mærket til sig, og det er Mette Gjerskovs forventning, at det samme vil ske på restauranter og i kantiner landet over.
Hvad skal der på menuen
Kravene til spisestederne er bl.a., at de skal kunne tilbyde mindst en Nøglehulsmærket ret på menukortet og hvis eksempelvis en kantine har buffetservering, skal en bestemt andel af brød, pålæg og salat opfylde nøglehulskriterierne. Fødevarestyrelsen har bl.a. udviklet e-learningsprogrammer og et skræddersyet AMU-kursus, der skal sikre, at kokke og køkkenpersonale får de kompetencer, der er nødvendige. Så gæsterne med sikkerhed kan vælge de sundere alternativer på spisesteder med Nøglehullet.
Mobilsite med nøglehulmærkede opskrifter lanceres i uge 17. Nøglehullet på opskrifter gør det nemt for forbrugerne at servere et sundere måltid. Dermed kan danskerne bruge Nøglehullet i alle spisesituationer - hjemme, ude og på farten.
Læs mere på www.nøglehulletpåspisesteder.dk
For yderligere information kontakt:
Mette Toftegaard Rasmussen, projektleder, Fødevarestyrelsen, MTOJ@fvst.dk, 72276688
Fakta om Nøglehullet, februar 2012
Vil forbrugerne tage med Nøglehullet ud at spise?
YouGov-undersøgelse* viser overordnet, at danskerne er meget opmærksomme på at spise sundt i forbindelse med dagens forskellige måltider:
- 5 ud af 10 forbrugere vil meget gerne have et sundere valg på menukortet, når de spiser i kantinen eller er på farten, og 4 ud af 10 vil gerne have et sundere valg, når de spiser ude på restaurant. Det gælder især kvinder, 18-29-årige, højtuddannede og personer med indkøbsansvar.
- Et sundere madtilbud er især i fokus, når der spises i kantinen på job
(5 ud af 10), hvorimod danskerne er mindre opmærksomme, når de spiser på restaurant eller er på farten (1 ud af 3). Igen er det kvinderne og højtuddannede for hvem et sundere tilbud er i fokus. - Næsten halvdelen af danskerne udtrykker også, at de sandsynligvis eller meget sandsynligt vil købe maden/retter med Nøglehulsmærket i en kantine eller på farten, og 4 ud af 10 danskere vil sandsynligvis eller meget sandsynligt købe maden/retter med Nøglehulsmærket, når de spiser ude på restaurant eller café. Igen er det især kvinder og højtuddannede, der vil prioritere dette.
Generelle forbrugerdata om Nøglehulsmærket 2011 [1]
Siden den officielle lancering af Nøglehulsmærket i juni 2009 er der med flere forbrugerkampagner opnået følgende resultater:
- 88 % af danskerne kender Nøglehullet, 72 % af danskerne forbinder Nøglehullet med et sundere valg, 58 % af danskerne kender til mindst et af de 4 hovedbudskaber (Spar på fedt, sukker, salt og Spis flere kostfibre og fuldkorn), 51 % af danskerne køber Nøglehulsmærkede madvarer (en gang imellem (31%), ofte (19%) eller altid (1%)). 7 ud af 10 af danskere har tillid til mærket min. 1050 Nøglehulsprodukter (Nielsen, dec 2010)
Nøglehullet i alle spisesituationer
Mobilsite med nøglehulmærkede opskrifter lanceres i uge 17. Nøglehullet på opskrifter gør det nemt for forbrugerne at servere sundere måltider derhjemme. Dermed kan danskerne bruge Nøglehullet i alle spisesituationer - hjemme, ude og på farten. Allerede nu kan alle opskriftsudviklere gå i gang med at udvikle nøglehulsmærkede opskrifter – læs hvordan på nedenstående hjemmeside.
[1] Seneste YouGov- analyse fra december 2011, hvor data er vejet på hele den voksne danske befolkning (18+) på parametrene køn, alder, geografi og som noget nyt uddannelse, som er medtaget for at skabe et mere præcist billede af den brede danske befolknings kendskab, kundskab og holdning til Nøglehulsmærket.