"Hjælp - jeg sammenligner mit barn med andre"
Hej Eva.
Vi har fået barn nr. 4 for knap 8 måneder siden, og man skulle jo tro, at jeg var ved at have en vis erfaring! men jeg syntes jeg er blevet mere pyldret og bekymret med alderen, eller i takt med at jeg har fået flere børn, det ved jeg ikke.... Der er 8 år op til vores 3 børn, så det er en efternøler vi har fået, og der er sket så meget på de 8 år!
Vores 2. barn er autist og udviklingshæmmet pga. en virus han fik som spæd.
Min bekymring går på, at jeg hele tiden sammenligner vores 4. barn med andre børn, og hun skal helst kunne "tingene" inden hun i virkeligheden skal kunne dem. Jeg googler alt for meget andre babyer og sammenligner med dem også. Nogle gange kan jeg gå nedtrykt fra mødregruppe, fordi nogle af de andre børn, kan noget min ikke kan. I perioder tager det helt overhånd for mig og andre gange er jeg mere rolig (når hun har lært noget nyt). Lige nu er jeg bekymret for at hun ikke "snakker " så meget. Hun siger mange lyde men ikke "da da da" og "ma ma ma".
Jeg syntes selv jeg er lidt hysterisk, og snakker ikke med nogen om det, da det er lidt pinligt for mig. Andre folk slår det hen og griner lidt af mig hvis jeg nævner det.... Men jeg har så svært ved at tøjle mine bekymringer!
Hvad syntes du jeg skal gøre?
Vh Solo.
Evas svar
Kære Mor,
Mange tak for dit brev – hvor må det være frustrerende for dig, at være så bekymret og ængstelig, når din fornuft så tydeligt siger dig, at der er tale om en overreaktion. Det er jo sådan at vi med hovedet kan tænke nok så fornuftigt, men hvis vores underbevidsthed er overbevist om noget andet, får vi ikke ro. Når jeg læser hvad du skriver, tænker jeg på om du måske har en bevidst eller underbevidst frygt for, om din lille pige skulle vise tidlige autistiske træk, ligesom storebror? Og om det måske er kilden til din indre uro og behovet for at sammenligne – for at få fred i sindet? Hvis du kan nikke genkendende til det, vil det måske være lettere for dig at acceptere og rumme din ængstelse.
Det lader ikke til, at der er nogen reelle tegn på udviklingsproblemer hos dit barn – men for at mane spøgelserne i jorden, ville det måske være en god idé at kontakte din læge og få den lille grundigt undersøgt.
Hvis du stadig føler dig bekymret og plaget af din frygt, kan det være en hjælp, at undersøge de tanker der får dig til at føle dig bekymret. Vores tanker skaber billeder, der igen skaber følelser, og den proces kan vi vende til vores fordel. Prøv at skriv ned, hvad du tænker når du føler dig ængstelig. Er det ”hvad nu hvis”-tanker, fulgt af noget negativt, kan du øve dig i at ”vende tanken om”. Det vil sige, at du for eksempel vender tanken, ”hvad nu hvis der er noget galt med mit barn?” til ”hvad nu hvis mit barn er helt normalt?”. Mærk efter hvordan det føles i maven. Og øv dig så i at stoppe op når du føler dig ængstelig, finde ud af hvad du egentlig tænker, og ”vende tanken”. (du kan læse mere om hvordan du gør frygten til din ven, i kapitlet ”mærk din frygt og flyv alligevel” i Drømmemoreffekten)
Jeg oplever at mange mødre ender i sammenlignings-grøften, på grund af manglende selvværd og mod til at stå ved sig selv og sine værdier som mor. Det kan være meget pinefuldt, og kræver at man arbejder bevidst for at blive mere autentisk. Men det er ikke min fornemmelse, at det er derfor du sammenligner dit barn med andre, men at du har en reel ængstelse og bekymring. Som mor til 4 er jeg sikker på du også har erfaret, at alle børn er forskellige, og udvikler sig i sit eget tempo.
Så tak for dit mod til at erkende og sætte ord på dine følelser, det er det første skridt mod mere indre ro, og evne til bare at nyde din lille efternøler - og glæde dig over, hvordan netop hun udvikler sig. Jeg ønsker dig og din familie alt godt.
KH Eva
P.S. Føler du behov for mere coaching, er du velkommen til at kontakte mig på evaandrea@drommemoreffekten.dk for en aftale
Eva er forfatter til DrømmemorEffekten, som Jesper Juul har skrevet forord til (oktober 2011). Hun holder inspirerende foredrag og workshops for forældre, og har udviklet online programmet Family Enrichment for alle typer forældre.
Se www.drømmemoreffekten.dk/enrichment