det gør sku ondt!

Anonym skriver:

jaa det er lige hva det gør!

vi fik en lille søn den 3 december, som der desværre har en hjertefejl!han kommer til at behøve 2 operationer

og ikke nok med det så har jeg idag via en meget laaaaang samtale med kæresten om vores forhold fået hevet ud af ham at han faktisk fortryder vores lille guldklump pga hans hjertefelj

har længe mistænkt at han fortrød ham pga af han ikke involvere sig i den lille eller overhoved gider at tage over bare en lille halv time hvis jeg har brug for søvn...

ved ikk om jeg kan elske en mand som fortryder vores søn pga af en hjertefejl

og han giver også udtryk for at han hellere vil involvere sig når den lille bliver en størrelse hvor han kan lege med ham... det kan sku da ikk være rigtigt! er meget rasende indeni

 

 ved ikk helt hvordan jeg skal forholde mig til situationen... nogle bud?

hvor er det synd for dig altså jeg ville ikke kunne være sammen med en der fortrød det bedste i mit liv.. men hvordan du lige skal gå omkring det er svært at sige syns jeg håber de 2 operationer går perfekt og du finder den bedste løsning for dig

Det gør mig rigtig ondt at høre - det må være noget af det værste, man kan oplevede, at blive forældre til et ikke raskt barn

Stakkels jer! Jeg håber at operationerne går godt, så I forhåbentlig kan ånde lettet op!

Jeg tænker om din kærestes indstilling og udmelding måske kan skyldes hans frygt for at miste jeres søn? Måske er han bange for at involvere sig følelsesmæssigt og knytte bånd til ham, hvis nu han dør. Nogle mennesker går i chok og trækker sig, fordi de slet ikke kan forholde sig til problemerne og de beskytter sig selv mod at blive sårede, selvom det selvfølgelig ikke vil kunne undgås alligevel, hvis ulykken var ude og I skulle miste ham.

Et andet bud kan være en efterfødselsreaktion - den kan skyldes hjertefejlen eller noget helt andet.

Og ja, så kan din kærestes indstilling bare være forkert. Det tror jeg dog ikke på, hvis barnet har været planlagt og ønsket af jer begge, og hvis dette først er kommet efter fødslen.

Jeg tror det er rigtig vigtigt at I taler om det, og at du giver ham lov til at sætte ord på sine følelser, uden at han skal føle sig bebrejdet eller forkert. Man regner med at ca. hver 8. mand bliver ramt af en efterfødselsreaktion - noget der er vigtigt at få hjælp til at komme igennem, men som sagtens kan blive godt med den rette hjælp!

Jeg håber det bedste for jer og jeres søn

Er ked af at høre jeres søn har en hjertefejl ;( dét er din kæreste nok også. Jeg kender ham jo ikke, men er da helt sikker på han er ligeså ked af det og frustreret, som du er. Han tør nok ikke knytte sig til ham, i angst for han ikke overlever.. Kunne det ikke være sådan noget? Så kan man sige han er tarvelig, at han bare lader det hele ligge på dine skuldre, men så langt tænker mænd sgu ikke.. Jeg var til det mest FANTASTISKE foredrag igår, med min mand "forskellen på mænd og kvinder".. Lærte virkelig meget!

Anonym skriver:

jaa det er lige hva det gør!

vi fik en lille søn den 3 december, som der desværre har en hjertefejl!han kommer til at behøve 2 operationer

og ikke nok med det så har jeg idag via en meget laaaaang samtale med kæresten om vores forhold fået hevet ud af ham at han faktisk fortryder vores lille guldklump pga hans hjertefelj

har længe mistænkt at han fortrød ham pga af han ikke involvere sig i den lille eller overhoved gider at tage over bare en lille halv time hvis jeg har brug for søvn...

ved ikk om jeg kan elske en mand som fortryder vores søn pga af en hjertefejl

og han giver også udtryk for at han hellere vil involvere sig når den lille bliver en størrelse hvor han kan lege med ham... det kan sku da ikk være rigtigt! er meget rasende indeni

 

 ved ikk helt hvordan jeg skal forholde mig til situationen... nogle bud?

Først

Og så vil jeg sige, at min kæreste sagde det samme, da Cajsa var midt i sin skrigeperiode.. At når hun skreg så meget som hun gjorde, så kunne han godt fortryde, at vi havde fået hende Om jeg ikke havde det på samme måde? Det kunne jeg kun sige nej til, og jeg var ærlig talt dybt chokeret over, at han havde det på den måde.. Hvordan kunne han fortryde min dejlige skønne lille baby??

I dag kunne han da ikke undvære hende for noget som helst i verden, han ville gå gennem ild og vand for hende, ville dø for hende.. Men jeg tror at NOGEN mænd, har en tendens til at trække sig, når det hele bliver for meget. At de ligesom kapsler sig selv inde, indtil det værste er overstået.. I jeres tilfælde kan det være endnu værre, fordi han måske er bange for, at jeres søn dør, uanset hvor lille risikoen er.. Da jeg var på mødrehjem med Isabella dengang, turde jeg heller ikke binde mig til hende, hvis de nu valgte at hun skulle i pleje.. Det tog mig faktisk lang tid, at knytte et moderligt bånd til hende, pga det  Kan forestille mig, at din mand er ude i noget af samme, og så er det godt, at han kan fortælle dig det, for hvem skulle han ellers snakke med om det?

Håber i finder en løsning

Stakkels dig og din søn. Jeg håber, at I klarer den igennem de svære tider. Bare synd at der ikke er meget støtte at hente i manden. Ønsker jer alt det bedste!

Moar'en skriver:

Må jeg spørge hvilken fejl din søn har? Det er helt iorden hvis du ikke ænsker at snakke om det

det må du gerne

han har en forsnævring på kranspulsåren (tror jeg det hed) og så har han 2 huller men det ene har heldigvis næsten lukket sig selv.. men det andet er ret stort og behøver en operation og da han blev født havde han for stort tryk i lungerne som gjorde at han kom i respirator i 2 døgn og c-pap i 14 dage

Ansemusen skriver:

Det gør mig rigtig ondt at høre - det må være noget af det værste, man kan oplevede, at blive forældre til et ikke raskt barn

Stakkels jer! Jeg håber at operationerne går godt, så I forhåbentlig kan ånde lettet op!

Jeg tænker om din kærestes indstilling og udmelding måske kan skyldes hans frygt for at miste jeres søn? Måske er han bange for at involvere sig følelsesmæssigt og knytte bånd til ham, hvis nu han dør. Nogle mennesker går i chok og trækker sig, fordi de slet ikke kan forholde sig til problemerne og de beskytter sig selv mod at blive sårede, selvom det selvfølgelig ikke vil kunne undgås alligevel, hvis ulykken var ude og I skulle miste ham.

Et andet bud kan være en efterfødselsreaktion - den kan skyldes hjertefejlen eller noget helt andet.

Og ja, så kan din kærestes indstilling bare være forkert. Det tror jeg dog ikke på, hvis barnet har været planlagt og ønsket af jer begge, og hvis dette først er kommet efter fødslen.

Jeg tror det er rigtig vigtigt at I taler om det, og at du giver ham lov til at sætte ord på sine følelser, uden at han skal føle sig bebrejdet eller forkert. Man regner med at ca. hver 8. mand bliver ramt af en efterfødselsreaktion - noget der er vigtigt at få hjælp til at komme igennem, men som sagtens kan blive godt med den rette hjælp!

Jeg håber det bedste for jer og jeres søn

barnet er planlagt ja.. men hans reaktion kom først da vi kom hjem fra syghuset efter 20 dage...

inde på sygehuset var han både stolt og glad og skiftede med glæde en ble eller hjalp sygepleskerne med at holde ham hvis der skulle ordnes noget...

men det er forsvundet nu

Ansemusen skriver:

Det gør mig rigtig ondt at høre - det må være noget af det værste, man kan oplevede, at blive forældre til et ikke raskt barn

Stakkels jer! Jeg håber at operationerne går godt, så I forhåbentlig kan ånde lettet op!

Jeg tænker om din kærestes indstilling og udmelding måske kan skyldes hans frygt for at miste jeres søn? Måske er han bange for at involvere sig følelsesmæssigt og knytte bånd til ham, hvis nu han dør. Nogle mennesker går i chok og trækker sig, fordi de slet ikke kan forholde sig til problemerne og de beskytter sig selv mod at blive sårede, selvom det selvfølgelig ikke vil kunne undgås alligevel, hvis ulykken var ude og I skulle miste ham.

Et andet bud kan være en efterfødselsreaktion - den kan skyldes hjertefejlen eller noget helt andet.

Og ja, så kan din kærestes indstilling bare være forkert. Det tror jeg dog ikke på, hvis barnet har været planlagt og ønsket af jer begge, og hvis dette først er kommet efter fødslen.

Jeg tror det er rigtig vigtigt at I taler om det, og at du giver ham lov til at sætte ord på sine følelser, uden at han skal føle sig bebrejdet eller forkert. Man regner med at ca. hver 8. mand bliver ramt af en efterfødselsreaktion - noget der er vigtigt at få hjælp til at komme igennem, men som sagtens kan blive godt med den rette hjælp!

Jeg håber det bedste for jer og jeres søn

barnet er planlagt ja.. men hans reaktion kom først da vi kom hjem fra syghuset efter 20 dage...

inde på sygehuset var han både stolt og glad og skiftede med glæde en ble eller hjalp sygepleskerne med at holde ham hvis der skulle ordnes noget...

men det er forsvundet nu

Ansemusen skriver:

Det gør mig rigtig ondt at høre - det må være noget af det værste, man kan oplevede, at blive forældre til et ikke raskt barn

Stakkels jer! Jeg håber at operationerne går godt, så I forhåbentlig kan ånde lettet op!

Jeg tænker om din kærestes indstilling og udmelding måske kan skyldes hans frygt for at miste jeres søn? Måske er han bange for at involvere sig følelsesmæssigt og knytte bånd til ham, hvis nu han dør. Nogle mennesker går i chok og trækker sig, fordi de slet ikke kan forholde sig til problemerne og de beskytter sig selv mod at blive sårede, selvom det selvfølgelig ikke vil kunne undgås alligevel, hvis ulykken var ude og I skulle miste ham.

Et andet bud kan være en efterfødselsreaktion - den kan skyldes hjertefejlen eller noget helt andet.

Og ja, så kan din kærestes indstilling bare være forkert. Det tror jeg dog ikke på, hvis barnet har været planlagt og ønsket af jer begge, og hvis dette først er kommet efter fødslen.

Jeg tror det er rigtig vigtigt at I taler om det, og at du giver ham lov til at sætte ord på sine følelser, uden at han skal føle sig bebrejdet eller forkert. Man regner med at ca. hver 8. mand bliver ramt af en efterfødselsreaktion - noget der er vigtigt at få hjælp til at komme igennem, men som sagtens kan blive godt med den rette hjælp!

Jeg håber det bedste for jer og jeres søn

barnet er planlagt ja.. men hans reaktion kom først da vi kom hjem fra syghuset efter 20 dage...

inde på sygehuset var han både stolt og glad og skiftede med glæde en ble eller hjalp sygepleskerne med at holde ham hvis der skulle ordnes noget...

men det er forsvundet nu

Anonym skriver:

barnet er planlagt ja.. men hans reaktion kom først da vi kom hjem fra syghuset efter 20 dage...

inde på sygehuset var han både stolt og glad og skiftede med glæde en ble eller hjalp sygepleskerne med at holde ham hvis der skulle ordnes noget...

men det er forsvundet nu

En efterfødselsreaktion kan vise sig med det samme eller først flere måneder efter fødslen!

Jeg kender selvfølgelig ikke din mand, og så er det svært at vide, om det er det vi taler om eller om han bare er en idiot (det tror jeg dog sjældent er tilfældet, når man kommer ind til sagens kerne).
Men hvis han ellers altid har været en god mand, som har respekteret dig og behandlet dig godt, været kærlig osv., så tror jeg altså det skyldes jeres søns hjertefejl. Han har måske fået en masse faderfølelser for jeres dreng i løbet af de første 20 dage, og er måske bblevet skræmt af det, fordi det vil gøre alt for ondt, hvis I nu mistede ham. Og så har han trukket sig.

Jeg ved ikke om det ER sådan, men jeg synes helt sikkert I skal tale om det! For situationen er hverken holdbar for ham, dig eller barnet