Næste artikel i serien om børn og musik
Digteren Dan Turèll (1946-1993) skriver i forordet til sin bog ’Lysets engel’ fra 1989 om det indtryk sangen af samme navn gjorde på ham, da han i en alder af 10 år hørte den for første gang i forbindelse med morgensang på Vangede Skole: ”Da jeg hørte det første vers: ”Lysets engel går med glans”, besvimede jeg for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i klasseværelset, hvor jeg vågnede nogle minutter senere stadig mumlende, sagde de, om Lysets Engel. Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig skoledreng i hjertet eller livet”.
En voldsom reaktion på en stærk følelsesmæssig oplevelse. De fleste har et forhold til bestemte sange, som genskaber særligt varme følelser og erindringer. Jeg har netop været til en begravelse for et ældre familiemedlem. Han havde aldrig udtrykt særlig stor interesse for musik og sang. Alligevel havde han omhyggeligt udvalgt sig de sange og salmer, han ønskede sunget til sin begravelse. Meget smukke melodier, som tydeligvis havde berørt ham.
”Når man synger udtrykkes følelser, ligesom erindringer og stemninger vækkes til live.
At synge er en umiddelbar og naturlig musikalsk udtryksform, og sang kan mere end noget andet beskrive en stemningsverden og forløse menneskelige følelser.
Sang er det mest levende redskab til kommunikation. At synge knytter os sammen og skaber den nærhed og fællesskabsfølelse, som er forudsætningen for tryghed, styrke og uafhængighed.
Sang kalder følelser frem, og omvendt kan sang udtrykke følelser. Børn, der synger får selvtillid, bliver åbne, tillidsfulde og lydhøre.
Man lytter til sig selv, når man synger eller lytter til en sang – man hører sin egen sjæl i sangen.
At synge er et sjæleligt frirum.
Når barnet begynder at tale, glemmer man mange gange, at selv om man nu taler med sit barn i sit ”gamle” toneleje, så skal man, når man synger med barnet, huske, at dets stemmebånd stadig er meget korte og at stemmen stadigvæk er høj og lys. Hvis man ureflekteret synger i sit ”voksenleje”, vil det ofte være for dybt for barnet. Resultatet er, at barnet enten ikke synger med eller synger i sit eget leje, dvs. i en anden toneart, og det kan forlede nogle forældre og pædagoger til at tro, at barnet synger ”falsk” og ikke har øre for musik – en meget alvorlig fejltagelse.
I det hele taget skal vi voksne være utrolig forsigtige med at kommentere barnets sang. Det kan være så lidt, der skal til for at hæmme eller helt spolere barnets sangglæde. Uanset hvad udgangspunktet er, vil den sanglige kvalitet stille og roligt udvikle sig gennem stimulering, tryghed, gentagelse, erfaring og gennem andre børns og voksnes eksempel. Musikalitet er for det første mange ting og for det andet ved vi som voksne meget lidt om, hvordan barnet tænker og oplever musikalsk.
Meget ofte synger barnet f.eks. i det, som man kalder ”telegramstil”, dvs. at det kun synger de ord i en musikalsk frase, som det finder vigtigst, ja, det nærmest råber de vigtigste ord. Det betyder absolut ikke, at det ikke kan ”finde” melodien.
Det er blot et naturligt trin i barnets sproglige og musikalske udvikling.
Evnen til at koordinere stemmefunktion og høreindtryk udvikler sig desuden på meget forskellige tidspunkter i barndommen. Nogle børn synger ”tidligt”, andre ”sent” – det er under ingen omstændigheder nødvendigvis udtryk for en større eller mindre musikalitet. Snarere er det udtryk for forskellige grader af fysisk parathed, nærvær, koncentration eller stimulation.
I forbindelse med et praktikforløb for mine studerende underviste jeg nogle børn i børnehaveklassealderen. Da to piger efter timen gik ud af døren, hørte jeg den ene sige til anden: “Synes du ikke også, at man bliver glad af at synge”?
Jeg blev også glad og det fik mig endnu engang til at tænke på, hvor afgørende det er for både børn og voksne at have et sted at hente styrke, - et rum for glæde, men også et rum for ked-af-det-hed eller sorg.
Det rum findes i de danske sange og salmer, og det rum kan blive et holdepunkt, - et sted man altid vil kunne genfinde og vende tilbage til resten af livet.
Det kan være selve melodien, der rammer en bestemt følelse, og det kan være det tekstlige indhold, der alene, men oftest i kombination med melodien, skaber en særlig atmosfære.”
Citater fra artikler og bogen ”Barnet og Musikken” af Professor Inge Marstal ( Hans Reitzels forlag)
Af Lillian Törnqvist, soloharpenist I DRUnderholdningsorkestret, som bl.a. har udgivet 3 cd’er med børnesange i instrumental udgave for harpe. Læs evt. mere på www.ltmusic.dk eller www.harp.dk
