"kirstes datters angst"
Hej Alice
Vi har en datter på 7år og en søn på 8mdr. Vores datter er begyndt at blive bange for at være alene - dvs kan ikke gå på toilettet selv, kan ikke gå ud i køkkenet, eller ind på værelset og hente noget uden at vi voksne skal med. Hun kan heller ikke sove selv men det har været galt længe - vi har bare givet hende lov til at sove sammen med os da vi tænkte at det går nok over igen. Hun siger hun er bange men kan ikke sige for hvad og man kan se på hende at hun er bange. Eks. min mand og jeg skulle lige lave noget i garagen i max 1 minut hvor vi sagde at vi gik, hun reagerer ikke lige med det samme - når lige om til garagen så kan jeg høre hun kalder - går tilbage og ser at hun græder og siger hun er bange og det er jo simpelthen forfærdelig at hun har det sådan. Det er blevet rigtigt slemt siden midt dec. Det kan nok være en reaktion på at lillebror er kommet til - vi kan mærke at hun gør sig selv mindre end hun er og det kan mormor også se - men regner også med det er en periode. Men hvad kan vi gøre for at hjælpe hende med angsten for at være alene. Hun har en gang tisset i bukserne fordi hun ikke turde gå derud ( vi har et meget lille hus så det kan ikke være derfor) hun spørger om lillebror ikke snart skal skiftes så kan hun gå på toilet samtidig. I skolen 0kl er der ikke problemer - der går pigerne med hinanden på toilet...hun laver indimellem tegninger hvor der står "mor jeg savner dig". Lillebror bliver ammet så er derfor ret afhængig af mig men da han er 8mdr og er ved at lære at få flaske får det så en ende - vil det give mig mere storesøster tid med hende. Jeg går stadig hjemme på orlov indtil midt marts - følger hende i skole og henter igen efter lidt leg i sfo.
Håber du har oplysninger nok til at hjælpe os med vores store lille pige.
Hilsen Kirsten Grønbech
Alices svar
I har helt ret i at datteren reagere på grund af ændret livsstil.
Datteren har været vant til et trygt lille miljø ,mor,far og et lille hus hun kunne overskue.
Da hun så får en lillebror, ændres mors og fars dagligdag og familiens vaner bliver ændret. Fra at være familiens centrum bliver hun helt almindeligvis nr to, da små babyer tager megen opmærksomhed af helt indlysende grunde.
Sandsynligvis er datteren også lige startet i skole ? 1 kl.? og livet ændret her nogenlunde på samme tid. Skolen bliver så det "kende" sted hvor alt er som det nu er og her kan hun være som hun plejer.
Hjemme må hun finde nye måder at leve på.
Som forældre kan man starte med at hun er inddraget som hjælp med den lille "vil du lige se efter ham medens jeg er på toilettet?" vil du finde det tøj lillibror skal have på osv.
Samtidigt skal hun også drages ind i restens af familiens behov som f.eks "mor har så travlt lige nu, vil du hjælpe med at få dækket bord?"
Det det handler om er at datteren opdager at dagligdagen IKKE kan fungere udens hendes hjælp og at hendes hjælp er værdsat og nødvendigt for alle i familie. Så vil datteren snart finde en ny rolle at spille i familien.
Lige nu har hun en følelse af at hun ikke er en nødvendig del, at være en bi person i familielivets travle hverdag.
Ved at genvinde en plads vil hendes angst tage af.
Det er ok og fint at hun en tid sover hos mor og far men forsøg at sige" kun i denne uge" så det får en ende. At sige hver aften når man putter "det har været en stor hjælp at du ... idag, tak for det" vil højne hendes selvværd og værdi i familien
Held og lykke i jeres lille familie
Alice Søderberg
Se Alice Søderberg webside om pædagogisk forældre rådgivning og vejledning:
Pædagogiskforældrerådgivning.dk
