Næste artikel i serien om børn og musik.
Jeg har sunget, siden jeg blev født. Jeg kan selvfølgelig ikke huske de første år, men jeg ved, at min mor sang for mig og senere med mig hver eneste dag. Allerede som 3-årig optrådte jeg glad og fro for alle, der gad lytte. I mit hjem blev vi virkelig ansporet til at synge og sige remser. Som 6-årig lærte jeg f.eks. ”Peters Jul” udenad og fremsagde den på djærvt jysk på en privat vinylindspilning, som var julegaven til familien det år. Sangglæden fulgte med i skolealderen og jeg kom meget tidligt med i skolevæsenets kor, som var det fineste kor i byen. Senere har jeg sunget i mange kor – også i mit voksenliv. Musikken har altid fyldt rigtigt meget i mit liv og har været en berigelse og stor glæde. Jeg føler, at alle burde have et ligeså stort privilegium, som jeg fik med så god en start på den musikalske del af livet. Og det er jo i virkeligheden så lidt, der skal til.
”Stemmen sidder i sjælen eller sjælen sidder i stemmen. Begge dele har vi med os gennem hele livet, ja hele vores liv passerer faktisk igennem de to små korte stemmebånd ca. 9 millimeter hos det voksne menneske og kun 3 millimeter hos det lille barn – og som med alle andre muskler udvikler stemmebåndene sig - bliver stærkere og bedre ved at blive brugt.
Hver eneste stemme er unik, ligesom et fingeraftryk er det. Stemmen rummer alle menneskelige følelsesudtryk – fra glæde og jubel til sorg og fortvivlelse.
Det lille barn er sin stemme – det er gennem stemmen, at det kan kommunikere med omverdenen. Med gråd, pludren og andre lyde udtrykker det sine behov – ofte ledsaget af ukontrollerede bevægelser med arme og ben.
Forældrene lærer meget hurtigt at tolke barnets stemmeudfoldelser. Er det sultent, har det mavekneb eller vil det bare gerne have selskab?
Alle mødre kan kende deres nyfødte barns stemme fra alle andre børns, og omvendt kan de små nyfødte kende deres mors stemme fra alle andre mødres.
Stemmen er dybt forbundet med personligheden og ikke to stemmer er ens, lige som to mennesker ikke er det.
Som voksen vil man umiddelbart helst synge i samme leje som man taler. Men når man bliver forældre vil man opdage, at man ubevidst kommunikerer bedst med barnet i et højere og lysere toneleje. Man indretter sig ganske enkelt ubevidst efter barnets stemmeleje, nøjagtig som man, for at komme i øjenhøjde, går ned i knæ eller bøjer sig frem, når man skal etablere kontakt med et mindre barn. Senere hen indretter man sit ”gå-tur-tempo” efter barnets kortere ben, osv.
Man opdager, at det føles helt naturligt, at tale/synge til barnet i et højere leje end man plejer, og man opdager også, at man taler med en betydelig mere varieret stemmeklang end ellers. Man synger næsten mere på ordene end man taler dem.
Med andre ord kommunikerer man helt ubevidst på en musikalsk måde.
Barnet er meget følsomt over for stemninger og lytter først og fremmest efter budskabet i forældrenes stemmer. Lyder stemmen venlig, glad, poetisk, interesseret, ligeglad, trist, sur, vred, træt osv.? Og det oplever stor tryghed ved at genkende deres stemmer.
Når man synger kan man udtrykke flere følelsesmæssige nuancer, skabe flere billeder og genkalde flere varme erindringer, end når man taler.
Man kan begynde med de sange, man kender fra sin egen barndom, og man skal ikke genere sig for at synge med den stemme, man nu engang har – det er verdens bedste og smukkeste for barnet.”
Citat fra bogen ”Barnet og Musikken” og artikel af Professor Inge Marstal ( Hans Reitzels forlag)
* Citat fra bogen ”Barnet og Musikken”
Af Lillian Törnqvist, soloharpenist I DRUnderholdningsorkestret, som bl.a. har udgivet 3 cd’er med børnesange i instrumental udgave for harpe. Læs evt. mere på www.ltmusic.dk eller www.harp.dk
