Giv musikken videre

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

699 visninger
0 svar
0 synes godt om
17. december 2011

Baby.dk



Næste artikel i serien om børn og musik

Giv musikken videre

Jeg er vokset op på den jyske vestkyst, hvor interessen for musik og kunst tidligt blev vakt. Jeg havde en meget sang- og børneglad mor, der sang rigtigt meget med os børn, min storesøster, lillebror og mig. Næsten hver dag, når jeg kom hjem fra skole i de første skoleår, ventede mor med eftermiddagshygge og sang. På den tid blev der i et ugeblad trykt tekster til mange af de gamle klassiske sange. Dem klippede vi ud af bladet og samlede i mapper. Det var vores kernerepertoire i de år. Jeg nød disse eftermiddagsstunder, som kunne være af forskellig længde – stemningen, fællesskabet, interessen. På denne måde formidlede min mor kærligheden til musik til mig.

”At synge er en nuanceret måde at udtrykke sine følelser på, og barnet føler sig tryg ved lyden af sin mors stemme. Barnet vil i de første måneder af sit liv lytte intenst og koncentreret til forældrenes sang og samtidig studere deres ansigter indgående. Det er i ansigt til ansigt kommunikationen, at det primære samspil finder sted – i blikket, øjenkontakten, i mundbevægelserne og i smilet.

De valg, herunder også de musikalske, vi som voksne træffer for det lille barn, medvirker til at opbygge dets selvforståelse og skabe dets identitet.

Forældre, søskende, pædagoger og andre nære omsorgspersoner er det lille barns uforbeholdne forbilleder. De er genstand for en grænseløs beundring. Hvis de er glade for musik og kan lide at synge, spille eller lytte, vil denne glæde og livsform automatisk forplante sig til barnet, som vil komme til at holde af lige netop den musik, som det vokser op med som en naturlig del af dagligdagen. Det forholder sig nemlig sådan, at de første musikalske indtryk sidder dybest i mennesket, ligesom det først hørte og talte sprog.

Barnet kodes eller måske rettere podes rent musikalsk.

Undersøgelser viser, at børn, der synger, har en tidligere sproglig udvikling, end andre børn. Dette faktum får jeg dagligt bekræftet i mit arbejde med børn og forældre, som jo har et sammenligningsgrundlag med de andre børn i vuggestuen eller børnehaven.

Hjernens sprog- og musikcenter ligger side om side og det er sandsynligvis en af grundene til at sang og lytning til musik fremmer den sproglige udvikling.

Gennem sang og musikalsk beskæftigelse udvikles altså barnets sprog og talestemme. Og vejrtrækningen kommer under kontrol.

Det er vigtigt at forældrene responderer på barnets første lyde, tager del i legen og ”samtaler” med barnet. På den måde vil barnet blive inspireret til at finde på nye lyde og det vil blive mere og mere verbalt orienteret. Det er påvist, at børn, der bliver talt meget med fra fødslen, udvikler et markant større ordforråd og taler tidligere end andre børn.

I særlig grad vil børnesange, med enkel melodisk og rytmisk struktur og enkel tekst, sammen med rim og remser, fremme præcisionen og udtryksfuldheden i barnets tale.

Sange eller remser er især velegnede, f.eks. ”Mester Jakob-modellen”, hvor både melodi og tekst gentages. Denne form for gentagelse kendes som en karakteristisk form i forskellige kulturkredses folkelige musik.

Det sanglige samvær kan fra første øjeblik blive en vigtig base i familiens liv, en god og nærværende måde at være i kontakt med hinanden på.

Det er først og fremmest forældrene, der skal synge med deres børn, og det er forældrene, der skal vælge den musik, der skal spilles i hjemmet, og som de ønsker, at barnet skal lytte til og vokse op med.” Fra artikel af Professor Inge Marstal

Af Lillian Törnqvist, soloharpenist I DRUnderholdningsorkestret, som bl.a. har udgivet 3 cd’er med børnesange i instrumental udgave for harpe. Læs evt. mere på www.ltmusic.dk eller www.harp.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.