Musikalsk samvær med de små nyfødte poder

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.563 visninger
0 svar
0 synes godt om
11. december 2011

Baby.dk



Næste artikel i serien om børn og musik

Musikalsk samvær med de små nyfødte poder

Jeg har et lille barnebarn, Eva på syv måneder. Eva er et dejligt harmonisk og veltilpas barn. Hun er et af de privilegerede børn, der er blevet sunget for – og med helt fra fostertilstanden. Hun er som mange børn meget stærkt knyttet til sin mor. Hun vil bestemt ikke pludre med hvem som helst. Hun vender hovedet væk, når man forsøger at få kontakt og gemmer sig bag sin mor – samtidig med at hun skjult lurer på, hvilken personage man mon er. Jeg har forsøgt forskellige indgange til hende og der er ingen tvivl om, at kontakten til hende bedst etableres, når man synger for hende. Så åbner det lille barneansigt sig i et stort smil og vi er pludselig på bølgelængde.

De fleste forældre har vist erfaret, at begyndende gråd næsten altid kan afledes af en sang eller nynnen. Høje ”sanglyde”, f.eks. blot en faldende eller stigende tone i højt toneleje, kan fremkalde uhæmmet morskab. Når jeg prøver det med Eva, griner hun højlydt og venter forventningsfuld på næste lyd, som igen skaber lige så stor morskab.

Det er skønt at se og mærke Evas naturlige glæde ved musik, og det overbeviser mig om, hvor vigtigt det er, at komme i gang med at stimulere sit barn musikalsk så tidligt som muligt.

” Fødslen er begyndelsen til en helt ny tilværelse – ikke kun for barnet, men også for forældrene, som oplever helt nye sider af sig selv og hinanden. De oplever, at deres sprog bliver mere nuanceret og udtryksfuldt, at ordene bliver til melodiske fraser, og at stemmen får ny varme, rundhed og glød.

De bliver opmærksomme på lyde omkring sig og mærker trangen til den form for ro, der giver plads for barnets behov og udtryk. I det hele taget bliver alle sanser vakt til live på ny, når man bliver forældre.

Alting tyder på, at hjerterytmen har fundamental betydning for det lille barns trivsel.

Børn, der lytter til musik i samme puls som hjerteslaget, græder mindre, er mere rolige og tager mere på i vægt.

Nybagte mødres instinktive adfærd er at holde deres nyfødte barn ind mod venstre side af kroppen.

Når barnet bliver puslet, vil der ofte helt af sig selv opstå små spontane, improviserede sange i kommunikationen med barnet og dets pludresprog/-sang.

Giv tid til disse musikalske lege og dialoger – de er vigtige for den følelsesmæssige kontakt, og de danner grobund for barnets videre sproglige og musikalske udvikling. Også den berøring af barnets krop, fingre og tæer, der er forbundet med samværet ved puslebordet, har betydning for udviklingen – både af barnets sanser og af barnets selvfornemmelse. Man kan også gøre det til et ritual at lytte til blid musik, mens man ammer.

Det lille barn opfatter udelukkende sansemæssigt, og sanseapparatet er generelt stærkere udviklet end senere, hvor udviklingen af sprog og bevidsthed til en vis grad kan nedtone den sansemæssige åbenhed.

Hjernen har en ekstrem høj indlæringskapacitet, og barnet kan lære, huske, oplagre og genkalde viden i hjernen. Alt, hvad barnet har oplevet, bliver lagret som indre forestillingsbilleder, dvs. at alt, hvad barnet har hørt, set, lugtet, smagt og følt, ligger som en erindring, der kan genkaldes, når en lignende situation opstår.

Det betyder, at indholdet og stemningen i de sange og den musik, som barnet har lyttet til i fostertilstanden, da det var ganske spæd, er lagt ind på ”harddisken” og vil kunne hentes frem senere og danne grundlag for en videre musikalsk interesse, bearbejdning og udvikling.

Den tidlige musikalske stimulation er altså af væsentlig betydning for børns harmoniske udvikling på alle områder.

Men allervæsentligst er dog den berigelse og uudtømmelige kilde til glæde og livsfylde, som musikken kan give – fra fødslen og op gennem hele tilværelsen.” Citat fra bogen ”Barnet og Musikken” af Professor Inge Marstal ( Hans Reitzels forlag)

Af Lillian Törnqvist, soloharpenist I DRUnderholdningsorkestret, som bl.a. har udgivet 3 cd’er med børnesange i instrumental udgave for harpe. Læs evt. mere på www.ltmusic.dk eller www.harp.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.