"For lille baby?"
Hej Pia...
- Jeg har et spørgsmål ang. vægt på bebs i maven... Jeg er i uge 22 nu, og h*n vokser ikke helt som den skal... Blev skannet i tirsdags og der var vægten 340 g. ska til skanning igen om 3 uger, lægerne siger at h*n følger sin egen kurve pænt, men de vil alligevel holde øje..
er det meget forlidt bebs vejer, og hvad kan der evt. ske hvis h*n ikke snart tager mere på??
og er der noget jeg selv kan gøre for det kan hjælpe??
Får sådan en skyldfølelse over det.. Men aner ikke hvad jeg ska stille op, har dsv. været syg de sidste 5 uger, så har haft svært ved at spise og sådan.. Har kun taget 1 kg. på, ved heller ikke om det spiller ind!?
Mvh Dinsen
Pias svar
Hej Dinesen
Du kan tro jeg forstår både din skyldfølelse og din bekymring. Man er jo så meget mor selvom man ikke har født endnu og alt der vedrører baby går lige i hjertet.
Men mht vægten så er det ok. Så længe at der er tilvækst så er det lige nu fint. At man gerne vil holde øje med det er bare det her ”better safe than sorry” fænomen som vi fagfolk godt kan lide. Fordelen er at vi opdager når og hvis tingene går i den forkerte retning, ulempen er at det ofte giver unødig megen bekymring og stress. Så derfor er mit råd for det første, at fokusere på det de siger på sygehuset og ikke begynde at digte og forestille dig al mulig frygteligt. Det er jo det vi tit kommer til ikk’? Bekymringen opstår når vi begynder at fortælle videre og stiller os selv spørgsmålet ”Hvad nu hvis…?” Lige nu er de bare opmærksomme – der er ingen der har sagt at det er svært unormalt eller at h*n er i fare. Det er ligesom at være ude at flyve – hvis stewardessen ser rolig ud så kan du også være det!
Du spørger om hvad der kan ske hvis h*n ikke tager på og først og fremmest vil jeg sige, at du ikke skal fokusere på hvad der kan ske – det er jo slet slet ikke der du er på vej hen. Men i værste fald kan det være nødvendigt at få et barn ud før tid så man kan give det mad herude. Det kan nogen gange betyde at det er meget før tid og derfor medfølger alle de andre problemer som kan være ved at være for tidligt født. Men det er absolut i værste fald. I de fleste tilfælde går man blot til ekstra kontrol og i mange tilfælde så er problemet slet ikke så stort. Det kan jo være at du bare laver små børn. Din egen vægt da du blev født kan det give et fingerpeg om hvor stor en baby du får.
Der er dog flere ting du kan gøre for at booste både dig selv og dermed også din baby.
- Sørg for at hvile, især når du har været syg så længe (influenza?)
- Sørg for at det du spiser er god kvalitet helst så meget økologisk og grønt som muligt
- Spis evt små hyppige måltider
- Sørg for regelmæssig motion – det er godt for dit kredsløb og for moderkagens funktion
- Fokuser på det der er og det du gerne vil have fx en sund og rask baby, se det for dig
- Undgå at fokuser på det du ikke vil have en fx en for lille baby
- Undgå at stresse især over den ekstra opmærksomhed din baby får, forsøg at slippe bekymringen og hav tillid til at det hele er som det skal være. Jo mere du stresser over det jo mere stress forplanter sig i baby
Du er altid velkommen til at skrive igen – jeg vil meget gerne høre hvordan det hele udvikler sig især nu hvor du forhåbentlig begynder at slippe din bekymring og slappe lidt af omkring det.
Held og lykke med det!
Varme hilsner fra Pia
Følg Pia’s blog på www.motherbynature.dk hvor du kan finde inspiration, tip og råd til din naturlige graviditet og fødsel. Du kan ved at tilmelde dig nyhedsbrevet helt GRATIS få Pia’s Mini Guide: Sådan gør du fødslen meget lettere – 3 trin der ændrer alt. Du kan også hente en gratis ordbog og lytte til Audios med gode råd om hvordan du tackler alt fra kvalme til at komme i gang med amningen
Pia holder kurser i fødselsforberedelses og hjælper kvinder som er bange for at føde og/eller har haft traumatiske fødselsoplevelser. På hendes hjemmeside kan du også købe hendes eget design af graviditets- og ammepuder.
Se Pias hjemmeside: MotherByNature.dk