Eksperthjælp: Det store ønske om at gennemføre en beslutning, kan nogen gange komme til at stå i vejen

Christin Illeborg

"Det store ønske om at gennemføre en beslutning, kan nogen gange komme til at stå i vejen"

Kære Christin.

Jeg skriver til dig da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal stille op med mine tanker og oplevelser.

Først lidt om mig.

Jeg er en kvinde på 37 år og er født og opvokset på Island hvor den øvrige af familien stadig bor. Jeg er mor til 2. En pige på 12 år og en lille dreng på snart 9 mdr.  Da min pige var omkring 1 år blev hendes far og jeg skilt.  Efter det bode jeg alene med hende i 10 år. Det var jeg godt tilfreds med og min pige ( Sara) er i dag en sund og furnuftig, begyndene, tenager   Men måske vil man altid savne tosomheden mellem voksne ?!

I denne periode blev jeg ret syg og kom i dialyse men efter nogle måneder blev jeg  så heldig at blive transpanteret. I dag er der 8 år siden jeg fik mit "nye" nyre og det ser alt sammen stabilt ud også efter min anden gravidetet.

Jeg mødte Lasse for 3 år tilbage og vi flyttede ret hurtigt sammen. Han er en dejlig mand og vi fik Jonatan sammen.

Kort forinden at jeg blev gravid flyttet vi  sammen, det vil sige at Sara og jeg flyttede op til ham og væk fra min, faktisk meget lille, omgangskreds. Jeg blev fraværsmeldt fra arb. under hele gravidetiten pga. for stor ricici for konflikter med vores beboere der til tider kan være udafreagerene og yderst problemskabende. Og at der på det tidspunkt aldrig var blevet taget ordentlig stilling til hvilke funktioner en gravid så evt. kunne have/få indtil barsel, da det ikke havde været aktuelt tildligere på arbejdspladsen.

Så  nu gik jeg hjemme, passede hus, barn, mand og hund . Hvilke jeg skam godt kan lide men tiden blev meget lang og jeg syntes ikke jeg fik meget forståelse for min verden fra Lasse.  Jeg forsøgte på alle måder at forklare ham og snakke med ham om hvordan min tilverelse pludselig var blevet. Jeg som altid har været på arb. markedet og haft gang i alverdens ting. Det blev faktisk så skidt for mig at jeg begyndte at se efter andet at bo i og ville væk fra ham. Men er her stadig kan du se !

I dag er jeg startet på arbejde igen efter barsel. Har arbejdet i et par måneder, med skiftende vagter og hver anden weekend, og gør stadig jeg rent, vasker tøj, passer børn og hund, sørger for indkøb og mad, er oppe om nætterne med Jonatan der ikke sover i gennem endnu og i øjeblikket er syg. Det har Sara også været ligesom så mange andre i denne tid. 

Lasse arbejder om dagen 8 til 16. Han er ofte ude ved kammerjunkerne og hjælpe med forskellige ting og ellers laver han lidt her hjemme når han synes han har "energi" til det men det beståer altid af noget han selv synes og er altid uden for hvor han makker med forskellige projekter. Ellers ligger han på sofaen og siger han er træt. Han rejser ikke ikke hvis den lille græder og  han tager ikke intivativ til rengør, indkøb, mad eller andet. Når jeg beder ham og at hjælpe kan jeg lige så godt få et surt svar som slet ikke noget svar.

På min fødselsdag sidste år, hvor jeg for øvrigt var meget gravid, tog han på druk weekend med vennerne uden så meget som at spørge til om hvad jeg så skulle  ( han var skam klar over dagen) I år måtte jeg huske ham på min føds.dag.

Jeg var på dag arb. den dag og da jeg kom hjem gik ha i seng, mente han var træt efter at have passet den lille som stadig havde været lidt sløj efter natten.  Jeg havde forøvrigt siddet oppe med Jonatan hele natten da han græd og selv fået en lille lur en enkelt gang i mellem, Siddene oppret i sofan med den lille på armen. Taget på arbejde og kom hjem til - tja ingen fødselsdag, flag, gave, overaskelse eller noget.

I dag er han kommet hejm fra den årlige drukweekend med vennerne og har ligget på sofan, set film og sovet på skift.

I de sidste 3 år har vi været i bio 1 gang, ude at spise 1 gang og til udendørs konsert en gang.  Ja det kan tælles på den ene hånd.

Når jeg har taget intivativ til noget har han altid andre planer.

Han siger han elsker mig og det er jeg slet ikke i tvivl om at  han gør men jeg kan mærke jeg snart ikke ved hvad jeg skal føle eller tænke. Jeg er skam meget glad for ham.

Jeg har ikke lyst til at give op. Jeg traff et valg da jeg flyttede sammen med ham  og det må kunne gå op også især pga mine børn.

Jeg er ikke en kvinde der lægger finger i mellem og jeg  mener jeg er meget tydelig omkring mine meninger om hverdagen, forhold og livet . Hver gang vi snakker siger han at han "forstår" men gør ha det egendtlig ?

Det forstår jeg bare ikke. Jeg synes ikke jeg ser eller mærker noget til de ting jeg efterlyser . Så som tid som kærestetid(voksen tid), nærhed og nærvær,  hjælp til hverdagens gøremål... ja ...

Kære Christin. Tror aldrig jeg har skrevet så meget om mig selv... og fortalt så meget om mine furstrationer.

Håber du kan vejlede mig en lille smule.

Kærlig hilsen Ingi

Christins svar

Kære Ingi

Tusinde tak for dit brev, som berørte mig dybt.

Det er ikke så ofte vi sætter os og skrive sådanne tanker ned og det har måske allerede skabt et overblik og har klargjort noget for dig.

Jeg kan godt forstå, at du efterhånden ikke ved, hvad du skal stille op med dine tanker og oplevelser. Du skriver at du elsker ham, men det er meget svært at få øje på, i det du skriver, hvad det er du elsker ved ham, og svært at få øje på at han også elsker dig. Det må opleves som et stort gab mellem dine tanker og drømme og sådan som virkeligheden faktisk er, familielivet som I lever det lige nu.

Nogen gange kan vi traske rundt inde midt i livet og vente på at komme ind i livet og komme i gang med at leve det. Vente på at børnene bliver større, at manden forandre sig, at livet forandre sig, omstændighederne. På den måde kan vi komme til at vente længe. Det er som at vente på et tog der aldrig kommer.

Når vi praktiserer mindfulness forsøger vi at vågne op midt i livet, forsøger at rive sløret af illusioner væk fra vores øjne og ser måske for første gang hvad der egentligt foregår omkring os og inde i os: Vi ser hvad vi har tilladt, hvad vi har udholdt, hvad vi har fortrængt, men vi ser også de gode ting: Hvad vi ikke har lagt mærke til, hvad vi har overhørt, negligeret og taget som en selvfølge eller slet ikke har skænket den mindste opmærksomhed. Vi begynder at tillade os selv at mærke vores følelser og se hvad det er for nogle tanker vi har.

Du skal vide at følelser ikke er noget vi sådan kan lave om på, der findes heller ikke rigtige eller forkerte følelser. Vi føler det vi føler. Det er aldrig forkert. Så hvis du føler dig frustreret, så er det det du føler. 

Vi træffer mange beslutninger gennem vores liv og nogle beslutninger skal vi tage flere gange og fordybe mange gange. Men det store ønske om at gennemføre en beslutning, kan nogen gange komme til at stå i vejen for det vi egentligt ønskede os. I dit tilfælde ønsket om et godt familieliv for dig og dine børn, som nu står i vejen for at få, ja, et godt familieliv. 

Jeg forstår at du ikke sådan giver op og det er en meget vigtig egenskab at have i livet. Det er netop meget vigtigt at vi ikke giver op overfor os selv, vores egentlige aftale med os selv om, at skabe et godt liv med gode rammer for vores børn, hvor vi kan vise dem hvordan man bliver lykkelig og tilfreds. Måske den største gave vi kan give dem.

Jeg forstår også at du er meget tydelig omkring dine meninger, men indtil de bliver handlet ud i livet er de bare gode ideer og netop meninger, men ikke en realitet, endnu ikke levet liv.

Vi kan altid starte her og nu. Du behøver ikke at vente på din mand, her må du være foregangskvinde i dit eget liv. Ligesom han må være det i sit eget liv. Forsøg at indrette dig, så du får lidt mere hjælp i hverdagen. Det lyder som om det er dig der står for husførelse og børn. Hvis ikke han vil eller kan hjælpe, må du se om du kan finde anden hjælp. Hvis du savner voksenkontakt, må du se om du kan finde det et andet sted end hos din mand. Måske vil han blive inspireret til at vågne op, når han kan se din handlekraft og lyst til at ville livet. Beslutningen om at tage livet i egne hænder og ville det, trædes på en vej der er bred nok til alle, men det er ikke sikkert at alle vil med eller er parate.

Jeg ønsker dig en rigtig god rejse.

Kærlig hilsen

Christin