Eksperthjælp: Mistet barn ved svangerskabsforgiftning i uge 35

Charlotte Grumme

"Mistet barn ved svangerskabsforgiftning i uge 35"

Hej. 

Jeg er en mand på 32 år, der er gift med en kvinde på 31 år.  og for 6 mdr siden, mistede vi vores ufødte barn i 35 grviditets uge som følge af svangerskabs forgiftning. Og efterfølgende fik min kone og jeg en nedtur som vi har forsøgt at komme igennem, for mit vedkommende føler jeg at jeg er kommet videre. Men min kone er begyndt at få en ny nedtur.

Hun kan ikke tåle at se små børn der ca. er 6mdr og hun føler at hun giver mødrene skylden for at vi ikke var heldige og få vores lille dreng med hjem. 

Jeg vil gerne hjælpe hende med at komme igennem og få en bedre hverdag, men jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe hende. Håber at du kan give mig et råd. 

Hilsen 

Michael 

Charlottes svar

Kære Michael

Tak for dit brev. Det gør mig meget ondt for jer at I har mistet jeres lille barn. Det er en stor sorg og det tager tit meget lang tid at komme sig over, eller rettere at komme videre, for på en måde kommer man sig aldrig sådan helt over det, men man finder en måde at komme videre på. Der er STOR forskel på hvordan mænd og kvinder kommer videre, og det har med biologien, psykologien at gøre. Din kone har været gravid, hun har båret barnet under sit hjerte, mærket det sparke, hendes hormonsystem har forberedt hende på at skulle føde, på at skulle være mor. Det ”slår man ikke lige en streg over” DET TAGER TID. Og når du så også skriver at jeres barn blev ført i 35 uge, så skal man også forestille sig at hendes krop havde forberedt sig på endnu fem ugers graviditet, før kroppen skulle føde.

Det er dejligt at du skriver at du vil gøre hvad du kan for din kone, og jeg kan love dig at I (og hun) også skal komme over det, men det tager tid. Jeg har som jordemoder og psykoterapeut haft mange kvinder igennem årene der har mistet et barn, og min erfaring er at der kan gå alt fra få måneder til over et år, før de føler at der er lys forude, før de får lyst til livet igen. Og manden har det jo, af gode grunde, helt anderledes, han har jo ikke mærket den lille sparke, hans krop har ikke været ”paratgjort” til at skulle være mor, og så videre, så manden kommer sig tit meget hurtigere. Noget mange kvinder tolker som ”ikke at være helt så ked af det” men sådan tror jeg ikke at det er, det er bare FORSKELLIGT.

Du skriver ikke noget om, om I har fået nogen form for professionelle tilbud til at få denne oplevelse bearbejdet. For det ville jeg foreslå jer, eller måske snarere din kone. En terapeut der har forstand på tab og traume kan hjælpe hende videre, så hun ikke graver sig ned i ked-af-det-heden men kommer videre. Men som sagt, det tager sin tid og man skal være tålmodig.

Hendes reaktion med at blive vred på mødre med små børn, er HELT ALMINDELIG, du skal ikke være bekymret, men hun skal have lidt hjælp.

Jeg håber du kan komme videre med mit svar, ellers er du hjertens velkommen til at skrive igen, jeg ønsker jeg begge det bedste, varme hilsner fra Charlotte