Eksperthjælp: Mindre liv

Pia Hern

"Mindre liv"

Hej Pia,

Jeg skriver til dig fordi jeg føler mig meget usikker på læger, jordmædre og andre fagfolk omkring mig.
Jeg er i skrivende stund i uge 33+4...

Det hele startede søndag den 11. september... Lige med et mærkede jeg ikke rigtig så meget liv længere... Vi valgte at se det på og det samme gjorde vi mandag... men tirdag kunne jeg ikke mere så kontaktede min jordemoder i konsultationen. Jeg skulle komme med det samme om formiddagen, og det gjorde jeg så. Der var intet liv at mærke, men hun fandt heldigvis hjertelyd. Hun meldte ud at hvis jeg ikke havde mærket til ham inden onsdag morgen skulle jeg kontakte fødegangen... Jeg tog nervøs og bange hjem, men tænkte alligevel det skal nok gå... Da jeg kom hjem lagde jeg mig til hvil... Vågnede først på aftenen... manden kom hjem og vi fik noget at spise.. da jeg stadi ikke havde mærket noget omkring 21,30 blev vi enige om at ringe derud... Vi skulle komme derud med det samme og det gjorde vi. De kørte en strimmel som så fin ud, dog ingen mrkeringer for liv(fosterbevægelser), så de tilkaldte en læge... hun scannede os så, og vi kunne da godt se lillemanden sutte fingre men det var sådan set også det. Alt de gjorde hjalp ikke, fik noget koldt, op at hoppe ryste maven osv, intet hjalp og vi blev sendt hjem med den besked om at vi skulle komme onsdag igen. Det gjorde vi så. fik igen kørt strimmel som så fin ud og fik kørt en vægtscanning som også er fuldstændig fin. Hertil skal siges at jeg dog har mange plukveer... ca. 5 på 10 minutter. De valgte at sende mig hjem igen og lade min jordemoder følge op på det hele tirsdagen efter, som så er i dag. Vi blev sendt afsted til fødegangen igen i dag, og her var vi igennem endnu en strimmel, hvor babys hjertelyd ser fin ud. Jeg har dog meget kraftige plukveer, ikke flere men de er blevet stærkere og de gør ondt. De prøvede at foretage en GU med henblik på podning for gr. b streptokokker, men de kunne ikke komme derop fordi jeg var så øm deropppe. det gjorde så forfærdelig ondt. Lidt podning fik de dog. De scannede min livmoderhals og den er ok.

Men hvad så nu? Jeg er jo ikke blevet mere tryg, tværtimod.. jeg kan godt høre og se hvad de fortæller mig, men min krop fortæller mig jo noget andet, så hvordan skal jeg kunne tage det roligt omkring det at jeg ikke mærker mit barn så meget? Hvis jeg skal sætte proenter på vil jeg sige jeg mærker ham 90% mindre end før den søndag det hele startede. Ikke anderledes, men mindre.

Desuden har han lagt sig godt til dernede, men derfor skal jeg jo stadig kunne mærke ham. Det lidt jeg mærker ham, føles meget dvask og sådan ser det også ud på scanningen.. Vi skal på fødegang igen lørdag, men synes godt nok der er lang tid til lørdag, når jeg har det som jeg har det med det...Jeg er så bange for at miste min lille dreng, og man har jo hørt så meget...

Hvad kan der være galt?

Jeg vil allerhelst have han er fuldbåren selvfølgelig, men ikke på bekostning af hans lille liv.

Håber på snarligt at høre fra dig...

Knus

ØøøB

Pias svar

Hej ØøøB

Pu ha - jeg forstår godt du er bange og utryg og jeg må ærligt tilstå at jeg aldrig har oplevet noget ligenende som jordemoder men jeg har da alligevel lidt at sige til dig.

Omkring 33. uge er det ret almindeligt at man mærker markant mindre liv  - eller i virkeligheden markant anderledes liv. Bevægelserne bliver mere rullende ift de mere kraftige spark man mærker i starten.

Men om det er det der er tilfældet er jo svært at sige i dit tilfælde. At du mærker så markant mindre liv er lidt mystisk og ikke noget jeg som sådan kan forklare på andre måder end at han ikke har så meget plads og at han måske ligger på en sådan måde at alle bevægelser går ind i bagsiden af livmoderen - giver det mening?

Din baby kan jo rotere om sin egen akse og ofte mærker vi spark i den ene side af livmoderen men han kan jo have lagt sig sådan at hans ryg vender ud mod forsiden af din livmoder og arme og ben vender mere ind mod din ryg. Hvis det er tilfældet vil du mærke mindre til ham og også mærke ham anderledes.

Men jeg fornemmer at din frygt mere går på om der er noget galt med ham og om det at han ikke bevæger sig er tegn på at han bør komme ud. En mors fornemmelser og bekymring skal man ikke kimse af men når strimlerne ser fine ud så ville jeg holde mig til det. Han kan ikke tjekkes mere end der allerede er gjort og man kan ikke tage ham ud uden meget tungtvejende grund. Jeg kan godt forstå at du er bange for at miste ham men der er intet der tyder på at det er det der er ved at ske. Så hold fast i det.

Prøv i stedet at fokuser på det der er normalt - det er faktisk på mange måder lidt ude af dine hænder og derfor må du have tillid - både til at han har det godt og at fagfolkene ved hvad de gør. Der er ikke så meget du kan gøre andet end at forsøge at slappe af og bevare roen. 

Håber at det hjælper lidt. Du må meget gerne skrive igen - vil rigtig gerne høre hvordan det går.

Rigtig meget held og lykke

Varme hilsner fra Pia

Hej igen Pia,

Så er der lige overskud til at skrive igen. Vi har siden rendt på sygehuset og til scanninger. I søndags var hans hjerterytme meget høj, men de ville ikke foretge noget yderligere da den dykkede fint som den skulle sagde de... har jo ingen anelse om hvad de mener, så det var ikke fordi jeg blev mere rolig. I dag har vi så været til endnu en scanning for at de kan se et forløb i hans udvikling, og det går jo strålende... han har taget rigtig meget på siden sidst og ligger flot over kurverne, så han er en ordentlig basse. Dog har jeg meget fostervand, men det er som det er, så længe de andre værdier er fine så skulle der ikke ske noget ved det, så vidt jeg kunne forstå??

Ellers var der meget mere liv at spotte på scanningen så det var/er virkelig bare dejligt... det beroliger mit hjerte. De har så afsluttet os på sygehuset og skal fortsøtte med ugentlige kontroller i kon hos vores jordemoder. Har fået tro og positive tanker lidt igen og det er dejligt. Kn god mærke at jeg hvade trukket mig tilbage fra det hele af angst for om der var noget galt... vi klarer den og kan kun se fremad... men må sige at efter sådan en følelsesmæssig rutsjetur som det bestemt har været og stadig er, glæder jeg mig til han er ude og jeg kan holde ham i mine arme og kramme og kysse ham.

Tusind tak for dit svar, det har givet mig nogle andre tanker i stedet for kun de nervøse

knus

Øøøb