"Ægløsningstest"
Hej Pia.
Jeg er en kvinde på 22 år som inderligt ønsker at blive gravid. Vi har forsøgt os i 3 måneder uden held. Jeg er klar over det ikke er længe, og at nogle må prøve forgæves mange måneder.
Jeg er dog nervøs for om jeg overhovedet har ægløsning, eftersom jeg ikke har kunne teste positivt vha. ægløsningstest - det bekymrer mig meget og fylder utroligt meget. Frygter at jeg ikke er i stand til at blive gravid fordi der er noget galt. Jeg er sund og rask så ved godt der ikke er grund til bekymring, men det er så svært ikke at tænke på det, når man inderligt ønsker sig et barn.
Jeg har været på p-piller i 7 år og smed dem i juni 2011 - har altid haft regelmæssige blødninger, det har jeg også nogenlunde nu, men har som sagt ikke kunne teste positiv for ægløsning ved hjemmetests.
Ved ikke om lægen overhovedet vil teste mig så tidligt i forløbet, men vil virkelig gerne have klarhed over min situation.
Mvh. Carina
Pias svar
Hej Carina
Jeg ved at det fylder rigtig meget når man gerne vil blive gravid og det så ikke lige lykkes når nu man er klar til det. Men først og fremmest så er tålmodighed det bedste middel -dels fordi at det jo i langt de fleste tilfælde kommer helt af sig selv, dels fordi at jo mere du fokusere på det og stresser over det jo sværere gør du det for din krop. Vi er ikke skabt til at skabe børn i stress - det er imod vores biologi.
Men mht ægløsningstesten og at du ikke har kunne teste positiv så er det ikke sikkert at du ikke har ægløsning. Disse test kræver stor præcision dvs at de skal udføres korrekt før de viser et rigtigt svar.
Du kan som alternativ forsøge at måle din morgentemperatur. Din temperatur vil stige et par streger når ægløsningen har fundet sted.
Du skriver at du har taget p-piller indtil i sommer og det kan også være at din krop ikke er helt kommet i gang med sin naturlige cyklus.
Din læge vil ikke gøre noget som helst på nuværende tidspunkt. Normalt siger man at man skal have forsøgt i mindst 1 år før man vil overveje at finde årsagen.
Så klø på - det skal nok lykkes - tro på det og prøv om du kan lade være med at tænke så meget på det. Bliver det ikke denne måned bliver det måske næste måned.
Rigtig meget held og lykke
Vare hilsner fa Pia
Pia holder kurser i fødselsforberedelses og hjælper kvinder som er bange for at føde og/eller har haft traumatiske fødselsoplevelser. På hendes hjemmeside kan du også købe hendes eget design af graviditets- og ammepuder.
Se Pias hjemmeside: MotherByNature.dk
Anmeld