Eksperthjælp: dreng 2 år, en kamp med påklædning.

Lisbeth Jess

"dreng 2 år, en kamp med påklædning."

Kæreste Lisbeth.

Nu hvor jeg har fundet dig slipper jeg dig ikke : ) Jeg ved ikke om der er et maksimum af breve man må skrive til dig, men nu er jeg her igen : )

Jeg er jo alene med Mikkel her i 2 uger imens min mand er i frankrig - det er ham her den meget egenrådige søn som ikke ville hentes af mor i sengen om morgenen -

Efter jeg skrev sidst er det bare gået så godt med det...Men en anden udfordring som er rigtig slem for tiden er hans selvbestemmelse, den er - syntes jeg - gået helt over gevind. Formoder det er en fase omkrign selvstændighed og det er også rigtig fint og helt naturligt, men jeg er i tvivl om min måde at håndtere det på er rigtig.

Mikkel er meget udtryksfuld. Han giver gerne sin mening til kende i forhold til hvad han vil og vil gerne bestemme hvad vi skal. F.eks. om han skal have ble på, hvilke sko, om han skal have tøj på etc.

I sær det med tøjet er helt ekstremt. Han vil ikke have tøj på om morgenen og hvis ikke det passer ham vil han heller ikke ud af døren.

Men nu har jeg  - eller sådan har det altid været - besluttet mig for at jeg bestemmer. Han er 2 år gammel og mor ved simpelthen bedst.

Jeg siger til ham at nu skal han have tøj på. Han stikker i et skrig som om jeg pisker ham og flipper fuldstændig ud. løber rundt og græder og skriger. Efter 1 min. siger jeg at nu kommer jeg og giver ham tøj på. (hvis han ellers ikke kom til mig første gang, hvilket han sjældent gør). Og så har jeg jo taget den beslutning at han skal have tøj på NU. 

Så jeg tager kampen op. Under "kampen" i mangel på et bedre ord, skriger han, bider mig, river mig, river mit hår ud etc. Jeg bliver ved indtil han har fået tøjet på. Han kommer selvfølgelig ikke fysisk til skade - det er kun mig.. Bagefter er det umiddelbart hurtigt overstået. Har det været rigtig slemt sætter jeg ham efterfølgende på værelset med en sut, så kan han sidde der og puste af lidt.

Jeg overvejer om jeg skal sætte ham på værelser første gang han flipper ud og dermed vente med at give ham tøj på til han er faldet ned igen, men jeg mener at tænke, at han så ved at den opførsel virker og det udsætter hans tøjpåtagning....

Det er ret slemt Lisbeth, det lyder måske en smule banalt, men det er temmelig voldsomt.

Hvad tænker du? Er det mig der bestemmer hvornår det ene eller andet skal ske og så gennemføre det lige gyldigt hvad og så trøste og puste ud bagefter?

Mange kærlige hilsner

Julie

Lisbeths svar

Kære Julie. Derer ingen begrænsinger, har jeg tid, så svarer jeg meget gerne, og det med børn er min store interesse.

Jeger glad for at jeres morgener  primært går godt.

Det med at protestere og ville selv hører alderen til. Børns behov harmonerer ikke altid med det liv vi lever,de ville ønske de kunne sove til de vågned, tulle rundt og lege, spise når det passed, og få tøj på når de havde lyst.

Alligvel er der en hverdag  for de fleste, hvor det handler om at komme op, i tøjet spise og afsted,og deter som det skal være. Alligvel glemmer vi nogen gange, at de små skal have mere tid.

Nogen skal tulle mere rundt end andre og vågne helt op, måske lige sidde og kigge i en bog , putte eller noget andet. Deter op til os forældre at skaffe lidt mere rum om morgenen, så det ikke blive rfor hektisk.

Du har ret .det er dig der sætter dagsordenen for morgenen. jeg vil foreslå at du først sige det om tøjet når du er klar til at hjælpe ham i det, ikke forberede. blot sige. Nu er det tid til tøj.

Roligt og overbevisende, Tag fat i ham så han ikke løber, og sæt dig med ham. Selvom han bliver sur, så bevar roen. ja deter o.k du er sur alligvel skal du ha tøj på.INgen store forklaringer, gentag samme sætning igen. løb ikke efter ham lad ham ikke bide eller rive dig. Så er det . Jeg vil ha du lader vær., sig gerne højt av.

Det skal ikke være et overgreb, alligvel skal du holde ham fast med en kærlig stemme, for det er dig der bestemmer. 

Gør det let, leg lidt, syng, pust ham i nakken, maven eller hvor du kan komme til, syng for ham.

I skal glade ud af døren og det  med værelset, er ikke min anbefaling. jeger tilhænger af at være med dem og give empatien.

Håber du kan bruge noget af det her. husk han er kun 2 år og forstår ikke de lange forklaringer og tid er abstrakt for ham.  Han lever i nuet.

Varme hilsne r

Lisbeth Jess

Kære Lisbeth.

Igen tusinde tak for din hurtige respons. Jeg vil lige notere at det ikke handler om tid. Vi har ferie og skal ikke nå noget som helst om morgenen. med morgenen, mener jeg bare den første gang han skal have tøj på i løbet af dagen. Så det kan sagtens være lang tid efter vi er stået op. Rigtig meget er på hans præmisser og han får al den tid til at vågne og være der hvor han vil være som han har brug for.

Situationen omstår gerne efter flere timer hjemme uden tøj på, hvor vi så skal ud og handle eller jeg simpelthen vurderer at vi skal have noget luft, så det handler altså ikke om den turbulente hverdag.

Det er virkelig svært at finde ud af hvad man selv skal syntes, i forhold til opdragelse. Man vil jo bare så gerne gøre det rigtige. Jeg har via andre proffe. hørt om det med at fjerne barnet fra den situation han er i konflikten ved at sætte ham på f.eks. værelset.. Men det er du ikke tilhænger af? Så er det bedre at blive i situationen og sidde sammen med ham eller? Jeg søger bare så meget information så jeg udfra det kan træffe de valg jeg mener er bedst i vores familie - og sikke en jungle : )

"Jeg vil have du lader være" - god sætning. Den skal jeg huske.

Kærlig hilsen

Julie - og Mikkel : )