Frygter du fødslen?

Nu har jeg født, gjorde jeg den 3. Juni kl 16.28 og det var mit første barn. Den frygt du beskriver havde jeg også, i udpræget grad faktisk.

Jeg var virkelig bange for hvordan det mon ville være, om det ville gå galt og om jeg mistede evnen til at styre mig selv da jeg er meget temperament fuld.

Frygten kom af de historier man hørte andre fortælle, om hvor hårdt det gik for sig. Én af mine veninder havde én fødsel hvor hun virkelig kom til skade under fødslen og én af mine bekendte havde fået en søn på 5 kg hvor de måtte brække krave benet for at kunne få knægten ud. Det styrker ikke lige frem de positive tanker om fødslen.

Når det så er sagt tror jeg det hjalp mig mest at jeg undersøgte meget om fødsler og hvordan kroppen gør i de forskellige faser af fødsels forløbet, hvordan man arbejdede så meget med kroppen som mulig.

Jeg havde en nem fødsel, tog 8 timer, fik en dreng på 4500 gram og fik kun et enkelt sting, som faktisk ikke var meget nødvendigt. Alt i alt en super fed oplevelse.

Jeg frygter ikke fødslen, men jeg kan blive nervøs over at tænke for meget på det, da jeg ikke aner hvordan det føles eller hvordan det hele kommer til at forløbe. Det kan være svært at forholde sig til noget, man som sådan ikke kan forberede sig på når man ikke har prøvet det før.

Jeg tror jeg beroligere mig lidt med, at tusinder af kvinder har født og føder børn - og hvis de kan, så kan jeg også. Derudover må det være den absolut eneste smerte man kan gennemgå som giver en så fantastisk og ubeskrivelig følelse bagefter.

Så det eneste jeg egentlig ønsker er en normal fødsel uden komplikationer, for uanset hvad så skal jeg igennem det og så kan jeg kun håbe på, at det hele går som det skal.

/Fenja (29+1)

Jeg var skræmt fra vid og sans, de sidste 10 uger af graviditeten ønskede jeg inderligt jeg aldrig var blevet da, var lykkelig over at gå 13 dage over tid, på trods af ubehag var fødselen bare SÅ skræmmende... Turde ikke rigtig fortælle det til hverken jordmoder eller min familie, fordi jeg skulle jo være sej... Jeg fik heldigvis en sød jordmoder da synes at når jeg var afklaret at ville ha rygmarvsbedøvelse så lagde vi den med det samme, inden veerne rigtig startede... Min fødsel endte dog i et AKS, og det har ikke gjort min frygt mindre. Jeg er afklaret med at skal jeg have flere børn blir det ved PKS, ellers undværer jeg. Havde et forfærdeligt fødselsforløb, og et forfærdeligt ophold på sygehuset efterfølgende.

Jeg er lidt ked af jeg ikke fik oplevet det at føde selv, for så er jeg næsten sikker på min frygt ville være væk hvis jeg havde, men jeg nåede kun til tankerne, frygten og usikkerheden, og fik ikke den lykkelige og tilfredsstillende afslutning...

Jeg har ikke født endnu, jeg var ikke nervøs i starten men skal ærligt indrømme at jeg er supe nervøs nu! mest for om det nu går godt og om der er noget galt med mit barn, men jeg erogså sygemledt og har meget tid for mig selv. Yderligere er jeg bare en pige der altid ser det negative frem for det positive ved godt det er åndsvagt men tror det er måden jeg forbereder mig på "de farlige ting" i livet..... Jeg er blevet skuffet eller såret om man vil så mange gange og derfor falder det mig efterhånden mere naturligt end at tænke positivt.

Jeg er også bange for smerterne, hvordan de vil føles og om hvordan jeg reagerer..... Jeg er ikke imod nogle former for smertelindring og har gjort op med mig selv at jeg bare skal have hvad der er og det der gør det muligt for mig at gennemføre

men håber da at det bliver en god oplevelse at føde tror også det for mange er en blandning mellem frygt og spændning....

 

Var overhovedet ikke bange første gang, da jeg ikke anede hvad jeg skulle forvente. Havde bare besluttet mig for at tænke positivt og huske på at kroppen er skabt til at kunne det her og det var et samarbejde med kroppen ikke en krig. Samtidigt gjorde jeg mig det klart at det helt sikkert ville blive forfærdeligt smertefuldt, men sådan var det. Men det der overskyggede var forventningen om at nu kom den lille snart ud. Så da vandet gik var jeg udelukkende glad og glæede mig over at nu kom han ud til mig snart, så hele forløbet oplevde jeg som en skøn oplevelse og var så heldig at have en utrolig nem fødsel og smerteoplevelsen blev aldrig i nærheden af hvad jeg havde troet. Da han var ude var min første tanke: Var det bare det. Men der er jo også stor forskel på hvor nemt/svært det er at føde. Her gang nr. 2 er jeg faktisk mere nervøs. Nu er det også snart 9 år siden sidst og jeg har haft mange problemer med hjertebanken og tænker, tænk hvis nu det giver problemer samt synes jeg ved og har hørt mere om hvad der kan gå galt, så tænker mere over det. Men alt i alt tænker jeg positivt. Kroppen kan det, glæden over den lille kommer ud til en og at en fødsel virkelig er en kæmpe oplevelse og jeg kan dele hele oplevelsen med kæresten, som bare var helt fantastisk under 1 fødsel og jeg ved han nok skal støtte og lave sjov og hygge med mig, som vi gjorde det første gang. 

Hvor er det dejligt at høre Jer allesammen fortælle om hvordan det var og er - det der med frygten. Skønt at læse andres tanker og oplevelser. Jeg kan også genkende meget af det fra mig selv.

Min erfaring er, at når man tør sige højt at man er bange - så bliver fødslen ofte slet ikke så slem som man havde forestillet sig. Det at sige det højt er som at tænde lyset i det mørke rum, hvor monsteret virker uhyggelig stort. Og det at sige det højt gør at du begynder at tænke i løsninger.

Hvis man derimod, som jeg, og mange andre, ikke tør indrømme det så er det, at frygten kan spænde ben og faktisk forhindre at man føder normalt. Vildt ikk? Man kan ikke føde normalt når man er bange - kroppen kan ikke lave veer som er effektive. Det er endnu mere vildt....og vildt, at der står så lidt om det i bøgerne og snakkes så lidt om det til fødselsforberedelse.

Så frygt er såååå vigtigt at tage hånd om og der er masser man kan gøre ved den. Det skal jeg nok skrive om meget snart...

Stort kram fra jordemoder Pia

Jeg har født 3 gange, og har også været skræmt/bange. Men jeg har arbejdet utrolig meget med mine tanker (og læst Pia´s fantastiske bog om fødselssmerte!!!) og hver gang har jeg fået vendt mine forventninger til noget positivt.

Sidste gang nåede jeg mentalt så lang at jeg endte med at sige til min jordemoder: Ih, jeg har sådan tænkt på dig. Jeg kan godt forstå hvis du er glad for dit arbejde, men ih hvor må det også være svært. Hele tiden at være omgivet af alle de gravide kvinder der snart skal føde. Du må da bare være så misundelig på dem, at det er dem og ikke dig der snart skal føde. Åh, jeg glæder mig bare så meget! Det er jo det mest fantastiske man overhovedet kommer til at opleve i sit liv.

Min jordemoder (som for længst var kommet forbi punktet hvor man kan få børn!) hun skraldgrinede: MISUNDELIG!!!! ej, det havde hun godt nok ikke hørt før!!! Senere fortalte hun  mig at hun på sine fødselsforberelseshold havde fortalt om mig. Bare sådan for at vise hvordan man også kan se frem til sin fødsel og glæde sig til den. Faktisk glæde sig så meget til den, at man tror at andre er misundelige på en fordi de ikke selv skal føde

For uanset hvordan man vender og drejer det så ER en fødsel jo bare en af de aller aller største oplevelser man kommer til at opleve i sit liv!!! Det slår jo alt!!!

Jeg var ikke nervøs eller bange. Jeg tog det meget afslappet.

Jeg var meget bevist om smerterne og vejrtrækningen og var helt afklaret med hvad der skulle forgå. Var lidt i min egen lille bobbel og verden og synes selv det var verdens bedste fødsel

Sikke en god tråd, for én der har svært ved at indrømme at jeg er lidt bange for jeg ikke 'kan' klare det.. Men det skal jeg jo, når jeg når dertil Men jeg tænker ofte over nu, hvem jeg ønsker skal være med, hvorfor osv.. Jeg er begyndt at blive lidt nervøs/skræmt over for om hvad der sker, sker der komplikationer osv osv.. Men omvendt er jeg også bare spændt, da jeg har en idé og forståelse af at det er fantastisk bagefter hvordan det hele kan lade sig gøre - så dén tro bliver jeg i